Årets første Raketvækst kursus blev stor succes
Stor udbytte for deltagerne på det netop afholdte Raketvækst kursus for virksomheder fra Slagelse Kommune.
VÆKST 10 deltagere fra 7 forskellige lokale Slagelse virksomheder deltog på årets første Raketvækst Kursus, arrangeret af Slagelse Erhvervsråd i samarbejde med Væksthus Sjælland.
Og det var en bred skare af repræsentanter fra forskellige brancher i erhvervslivet, der havde valgt at tage imod tilbuddet om at sætte fokus på vækst og udvikling af deres virksomhed, Der var således repræsentanter fra hotelbranchen, IT, Jern- og Metal, tømrervirksomhed og rengøringsbranchen.
Viljen til forandring skal være tilstede
Alle deltagere mødte op med en vilje til forandring, da formålet med kurset netop er at definere hvad der skal til for at skabe vækst og udvikling i ens virksomhed, og slutteligt lave en handlingsplan, for at sikre at planerne iværksættes.
Og erfaringen viser, at der som oftest skal forandringer til, for at opnå udvikling og vækst, Det kommer meget sjældent af sig selv, og derfor er det til at begynde med et spørgsmål om at være klar til at gennemføre forandringer, hvis man vil sikre udvikling og vækst.
Stort udbytte for deltagerne
Og det var yderst tilfredse kursusdeltagere, der efter 3 hårde dage på Klarskovgaard, med arbejde helt hen imod midnat hver dag, kunne gøre en status af udbyttet af deres deltagelse. Tim Rosenqvist, medejer af maskinfabrikken Tiroflex siger om udbyttet:
- Det har været fantastisk at få lov til at bruge 3 dage på at sætte sig ind i helikopteren og se sin virksomhed lidt oppefra, få inspiration til hvad der skal til for at skabe udvikling, og slutteligt stå med en konkret handlingsplan for hvordan vi kommer frem til vækstmålet.
Og der ligger en god portion forpligtelse i den aftale man laver med sig selv om at føre planen ud i livet, så jeg glæder mig til at komme hjem og komme i gang, og vil absolut anbefale kurset til andre som mig, siger han.
Gør en forskel
Også Væksthus Sjælland er yderst tilfredse med udbyttet af Raketvækst kurserne.
- Vi har haft ca. 150 deltagere fra Sjælland igennem på 2 1/2 år, og ca. halvdelen af disse har gennemsnitligt haft en efterfølgende vækstrate på mellem 25-50%, siger Nils Hall Torgersen, Strategi og Udvikling i Væksthus Sjælland.
- Det vidner om at programmet gør en forskel, og det er vi selvfølgelig glade for, siger han.