Fortsæt til indhold

Rolf bliver en ren i ny børnebog

To aarhusianske studerende udgiver børnebog om den cykelglade ren Rolf, der i et løb bliver fristet af den kinesiske rotte Do-Ping. Inspirationen er kommet fra to radioværter på P3 og deres udtryk ”Rolf er ren”

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

De trækker selv på smilebåndet, når de fortæller om renen Rolf, Kyllingen og Ørnen og rotten fra Kina, Do-Ping.
Og talrige henvendelser på Facebook – både fra venner og fremmede – vidner om, at de to studerende på Aarhus Universitet har set helt rigtigt med at udgive børnebogen 'Rolf er ren'.
I bogen er Rolf en ren, der modstår fristelsen om at snyde i et cykelløb.
Bogen er egentlig henvendt til de seks-otteårige men kan også læses af voksne.
"Vi ville gerne lave en bog, der både kunne læses af de helt små børn, der lige er begyndt i skole og samtidig være sjov for de voksne at læse. Børnene forstår jo ikke nødvendigvis referencerne til de professionelle cykelryttere og dopingskandaler, men derfor er bogen også bare en historie om en ren, en kylling og en ørn, der deltager i et cykelløb," forklarer Christina Muhs Nielsen, der sammen med sin kæreste, Mikkel Messer, har skrevet bogen.
Han læser informationsvidenskab, og hun læser statskundskab. Begge er i gang med deres kandidatstudium. Da de læste på bachelor-niveau, udgav de deres første børnebøger sammen. En lille serie om gys.
"Det er noget, vi laver, når der er lidt stille perioder på studiet. I vores ferier og efter eksaminer. Det er noget, vi er sammen om at lave, og vi ser det lidt som et hyggeprojekt," fortæller Mikkel Messer.
De to 24-årige forfattere har en klar morale med 'Rolf er ren'-bogen: Det betaler sig ikke at snyde.
"Børn bliver opdraget til ikke at snyde, men man kan godt føle sig fristet. I bogen er Rolf ren på flere måder, og det bliver han ved med at være. Han lader sig ikke friste, ender sidst i cykelløbet, men står alligevel med pokalen, da alle de andre bliver taget i at snyde," forklarer Mikkel Messer.

Inspireret af Monte Carlo

Idéen til 'Rolf er ren' kom under sommerens Tour de France, og udtrykket er taget fra radioprogrammet Monte Carlo på P3.
"Vi blev forelskede i ordspillet 'Rolf er ren', som vi valgte at lægge en ny betydning i. Det blev så udfordringen med hele bogen, at der skulle være dobbeltbetydninger i det hele, samtidig med at bogen skulle være letlæselig og ikke have ord på over seks bogstaver.
Det var virkelig en udfordring. Men det er fedt nu at sidde med den i hænderne og se illustrationerne til. Vi er vildt glade og stolte," siger Mikkel Messer.
De to forfattere vil også gerne vise bogen til værterne fra Monte Carlo, som de har kontaktet.
"Vi venter på at høre fra dem, fordi de er i USA i øjeblikket," siger Christina Muhs Nielsen.
Rolf Sørensen har forfatterne dog ikke kontaktet.
"Nej, men det kunne være, vi skulle overveje det," siger Christina Muhs Nielsen og fortæller, at en har ment, at de med bogen er gået over stregen.
"Vi har fået en enkelt negativ henvendelse. En skrev til os, at han mente, det var voksen-mobning. Men det er en fuldstændig sober historie, og vi er på ingen måde efter Rolf Sørensen," siger Mikkel Messer.
Flere medier har vist interesse for børnebogen. Udover en lokalavis og en lokalradio overvejer også TV2 News, om man vil tage historien op.
For de to forfattere er der dog ingen tvivl om, at deres kandidatstudier har førsteprioritet, og at børnebøgerne forbliver et hyggeprojekt, som de ind imellem vil kaste sig over.
"Vi overvejer lige nu, hvad den næste bog skal handle om. Det kunne være sjovt at tage et samfundsemne op igen og kombinere det med en børnefortælling," siger de to fritidsforfattere.

De to studerende Christina Muhs Nielsen og Mikkel Messer står bag børnebogen 'Rolf er ren'.