Fælles Elevråd vil have indflydelse på reform
Det Fælles Elevråd i Norddjurs er tiltrådt, har haft de første møder og formand Oliver Kahr vil gerne have indflydelse på skolereformen
Det Fælles Elevråd i Norddjurs blev nedsat i efteråret 2013, og der blev holdt et møde i efteråret og ét i forbindelse med en temadag 9. januar om den kommende skolereform. Her blev Oliver Kahr valgt som formand. Han ser det som sin største opgave lige nu at få det Fælles Elevråd helt op og køre.
“Vi er stadig i opstartsfasen, indtil videre har vi kun afholdt to møder, så der er mange ting der ikke er på plads endnu.”
Han vil arbejde for at få så meget indflydelse på den nye skolereform som overhovedet muligt.
“Vi vil gerne sikre os at eleverne i Norddjurs bliver hørt og bliver taget i betragtning under udformningen af den fremtidige skole.”
Elevrådets beslutninger går via afdelingsleder i UngNorddjurs direkte til skolechefen.
“Derfra kan vi sætte et præg og gøre en forskel.”
Frederik Thomsen, Heltidsundervisningen Grenaa, er næstformand for Fælles Elevråd.