Hundevelvære gav pote - nu er pigerne Danmarksmestre i entreprenørskab
De fem piger fra Skanderborg-Odder Center For Uddannelse vandt i går Danmarksmesterskabet i entreprenørskab - nu skal de repræsentere Danmark ved det europæiske mesterskaber i Israel til april
Vejen ligger åben med masser af nye muligheder for de fem piger fra Skanderborg-Odder Center for Uddannelse, som i går sikrede sig Danmarksmesterskabet i entreprenørskab med deres unikke og gennemtænkte koncept for en børnehave til hunde.
"Projektet er gennemført og gennemtænkt. Det lyder enkelt, men pigerne har med Paws'n'Dogs udviklet et gennemtænkt og kreativt forretningskoncept for en slags hundebørnehave, hvor pasning, træning, fodring, socialisering og stimulation af den enkelte hund er sat i system," lød begrundelsen fra dommerne, da pigerne blev kåret som vindere af konkurrencen, foran 560 andre elever fordelt på 143 teams fra ungdomsuddannelser over hele hele landet.
"Vi ryster stadig over hele kroppen og er fuldstændig overraskede. Vi havde mange gode konkurrenter. Men med det her resultat er det helt klart noget, vi gerne vil arbejde videre med, så nu må vi se, hvad fremtiden bringer," lød det fra de superseje vinderpiger, Maria Møller Rasmussen, Emmelie Becher Eriksen, Trine Pedersen, Nadine Iversen og Nadia Damgaard Olesen.
Pigerne fik store roser med på vejen fra dommerne, blandt andre Henrik Ørum Nissen, fra virksomheden Iværksætteriet. Han havde sammen med 89 andre erhvervsfolk havde hevet en dag ud af kalenderen for at bedømme de unges ideer og give gode råd:
"Det er den højeste kvalitet, jeg har set på en iværksættermesse nogensinde. De unge har en passion og en entusiasme, som er helt fantastisk," mente han.
Ifølge Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab, var niveauet da også usædvanligt højt i år.
"De unge arbejder dedikeret og innovativt med deres ideer og projekter, og det kan ses på kvaliteten. Det er også tydeligt at deres læringsoplevelse har været højere, for vi kan se, at projekterne er mere modne og de unges præsentationer er mere velovervejede i år," konstaterer han.
Pigernes lærer, Gitte Stjernfelt fra Skanderborg-Odder Center for Uddannelse, er stolt af sit team.
"Pigerne skal have æren, men det er klart, at en sådan præstation virker tilbage på hele skolen. Nu kan vores øvrige elever se at kvalitet kan rykke og give gode oplevelser," forklarer hun.
Nu skal pigerne repræsentere Danmark ved de europæiske mesterskaber ved JA-Young Enterprise, Europe Trade Fair i Israel 2.-4. april.