Fortsæt til indhold

Fredericia fyrer kommunaldirektør

Tim Jeppesen har forladt rådhuset og ventes ikke tilbage

Samfund
Peter Friis Autzen

Fredericias kommunaldirektør, Tim Jeppesen, blev i går afskediget af et enigt byråd, der var kaldt sammen til et ekstraordinært og lukket byrådsmøde.
Normalt sidder kommunaldirektøren ved borgmesterens side under byrådsmøderne. Men ikke ved mødet i går, som altså endte med, at byrådet enstemmig vedtog at ophæve samarbejdet med Tim Jeppesen.
Beslutningen betyder, at Tim Jeppesens ansættelse ved Fredericia Kommune ophører allerede om tre uger, med udgangen af februar. Og han forventes ikke at møde ind på rådhuset i den mellemliggende periode.
I en pressemeddelelse slår borgmester Jacob Bjerregaard (S) fast, at byrådet og kommunaldirektøren er enige om at ophæve samarbejdet.
"Det er en forskellig opfattelse af, hvordan udviklingen af Fredericia Kommunes organisation skal finde sted, der gør, at Byrådet og Tim Jeppesen er blevet enige om at stoppe samarbejdet," står der om baggrunden.
Enigheden er dog ikke større, end at kommunaldirektøren altså forlader kommunen med kun tre ugers varsel og ikke forventes at møde på arbejde i mellemtiden.
Se borgmester Jacob Bjerregaard uddybe kommunaldirektørens afgang i tv-indslaget her: KLIK

Kort tid i Fredericia

Tim Jeppesens tid i Fredericia blev kort. Han tiltrådte stillingen som kommunaldirektør for godt halvandet år siden, helt præcist i maj 2012.
Udadtil har han ikke fået den store opmærksomhed. Kun i forbindelse med sagen om Thomas Bankes kørselsregnskab og kreditkortbrug blev Tim Jeppesens navn omtalt i landspressen, fordi han var underskriver på flere af de interne skrivelser, der pålagde Thomas Banke at få orden i sagerne.
Inden Tim Jeppesen kom til Fredericia, var han i tre år direktør for kultur, udvikling og erhverv i Svendborg Kommune.
Inden tiden i Svendborg havde han knap tre år som direktør i Krevi, Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut. Her blev han i sin tid udpeget af daværende sundheds- og indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V).