Strid mellem førstelærer og andenlærer i Auning
111 år gammel beretning om livet i skolen i Auning
Sønderhald Egnsarkiv har fået indleveret en beretning fra lærer Peder Christensen om dagligdagen i Auning Skole fra 1889 til 1902. Peder Christensens beretning er en helt ny kilde til viden om skoleforhold for mere end 100 år side. Den handler blandt andet om andenlærerens forgæves forsøg på at forbedre læringen for eleverne og sine egne forhold som andenlærer.
Bogen kommer til salg 27. februar efter foredraget.
Lokalhistorisk perle
AuningBymuseum.dk har valgt at udgive den historiske kuriositet, der har været i familiens varetægt i 111 år. Det er sket med god hjælp fra to af Peder Christensens børnebørn.
“For lokalhistorisk interesseret er det en sand perle, som fortjener at blive kendt af en bredere kreds”, fortæller Henning Millard, AuningBymuseum.dk.
Peder Christensen skrev i øvrigt en betænkning med sine visioner for fremtidens skole. Det havde han dog ikke særlig meget held med. De blev forkastet af skolekommissionen og modarbejdet af både præsten og førstelærer Laursen.
Henning Millard har været optaget af Peder Christensens fortælling, og med udgangspunkt i den har han gravet i arkiverne ved Sønderhald Egnsarkiv. Herfra har han samlet mange lokalhistoriske 'nyheder' og kan derfor fortælle højdepunkter fra skolernes udvikling i Auning fra 1741 til 1934. Det gør han på Kulturperronen i Auning torsdag 27. februar klokken 15-17.
Han fortæller om oprettelsen af Aunings første skole i 1741, Grevens, præstens og sognerådets roller omkring 1800, skoleholderens gribende bøn om lønforhøjelse i 1815, skolens flytning og start som højskole i 1863, lærer Peder Christensens 13 år i Auning Skole 1889-1902, striden mellem 1. lærer Laursen og 2. lærer Christensen, om Auning Privatskole år 1900, og om skolebyggeri ud over alle grænser.
Maleri af andenlæreren
På Sønderhald Egnsarkiv hænger i øvrigt kopier af to billeder, som lærer Peder Christensen har malet. På det ene ses Auning Skole med de tre skorstene, hvor Peder Christensen har malet sig selv stående i døråbningen.
Han har malet vejene omkring skolen. Én af dem eksisterer ikke mere, men man kan se Gjesingvejen til venstre for kirken op igennem Porsbakkerne.