Tennisbanen i Holbæk får en hjælpende check
Elro Fonden har skænket 100.000 kroner til renovering af tennisbanen i Holbæk
For 100.000 kroner kan man komme langt, og Claus Nejmann fra Holbæk Idrætsforening er da også en glad mand.
Elro Fonden har nemlig skænket det beløb til renovering af den noget lasede tennisbane i Holbæk. Ganske vist havde foreningen søgt om 200.000, men nu vil man se, hvor langt man når med de 100.000 og eventuelt søge om penge andetsteds fra også.
“Vi vil gerne have en multibane med bander omkring også, så nu må vi lige snakke i bestyrelsen om der skal søges flere penge eller om vi reducerer i projektet.”
Han lover dog, at tennisbanen renoveres i år, eventuelt med tilskud af idrætsforeningens egne midler i første omgang.
Ved den kommende generalforsamling i Holbæk Idrætsforening i marts vil der blive forsøgt oprettet et tennis-udvalg.