At spise med pinde

Der var engang en mand, som var rejst ud for at finde lykken. Han havde hørt, at der i en by var et sted, hvor alle var lykkelige, så der rejste han hen. Ved byporten spurgte han efter det sted, hvor de lykkelige mennesker var. Han fik at vide, at i en gade tæt på, lå det hus, hvor de boede. Huset hed Lykkens Hus. Men før han kunne komme ind i huset, måtte han besøge det hus, der hed Sorgens Hus. Det hus lå lige overfor.
Som sagt så gjort. Han blev venligt modtaget og vist ind i et stort rum med et langt spisebord. På bordet var den dejligste mad, han nogen sinde havde set og duftet til. Men på hver side af bordet sad tynde, triste mennesker. Manden spurgte overrasket, hvorfor de var så tynde og triste. Jo, sagde manden fra Sorgens Hus. Her hos os har vi totalt forbud mod at spise med hænderne. Alle spiser med pinde. Og når man kommer ind i huset, får man udleveret et par spisepinde. Han viste et par frem. De var helt tynde og en meter lange. Ganske umulige at spise med. Det var derfor, alle var så tynde og triste. Det kunne manden godt forstå.
Så fik han lov at gå over på den anden side af gaden til Lykkens Hus. Her blev han også taget pænt imod og vist ind i et stort rum med et stort bord, der bugnede af lige så dejlig mad. Men her sad trinde og glade mennesker hele vejen rundt om bordet. Der var latter og snak og sang. Det underlige var bare, at også her havde alle de tynde, lange spisepinde. Hvorfor var de så ikke tynde og triste. Jamen, det er da ganske enkelt, sagde manden fra Lykkens Hus. Vi bruger spisepindene til at give mad til den, der sidder overfor. Vi hjælper hinanden. Derfor er alle mætte og glade.
Og manden gik glad derfra. Han havde fundet løsningen på lykken – at hjælpe andre og tage imod hjælp fra andre. At se andres behov og gøre sit bedste for at opfylde dem. Lykken finder man ikke ved at se indad men udad. Så enkelt er det faktisk. Held med det.