Fortsæt til indhold

Dalende børnetal rammer håndboldklubber

Samarbejde på vej mellem klubber i Gl. Rye og Ry

Samfund
Af Erland Rasmussen

Nedgang i børnetallet tvinger GRIF Håndbold til at indlede et samarbejde med naboerne i Ry Håndbold.
Baggrunden er en forventning om et dalende medlemstal, som vil gøre det svært at skabe et ordentligt tilbud til spillerne i fremtiden for en mindre klub som GRIF.
"Når der ikke længere er et tilbud i GRIF Håndbold, skifter de fleste spillere alligevel til Ry Håndbold – nogle tidligt, andre sent. Vi har desværre oplevet, at vi taber spillere i overgangen mellem de to klubber – særligt i forbindelse med skoleskiftet i 7. klasse. Derfor vil vi gerne lave et samarbejde, som sikrer en bedre integration til Ry Håndbold,” motiverer formand for GRIF Håndbold, Peder Vejsgaard.
Officielt samarbejde
De to klubber bebuder derfor begyndelsen på et officielt samarbejde for sæsonen 2014/15 for at fastholde så mange spillere som muligt.
I praksis vil samarbejdet foregå på den måde, at GRIF Håndbold fortsætter med at give et lokalt tilbud til U6 og U8, mens U12-U18 i fremtiden vil foregå i Ry Håndbold, dog med træning i både Ry Hallen og Gl. Rye hallen.
U12 flyttes til Ry Håndbold, fordi man ønsker at integrere spillerne, inden skoleskiftet i 7. klasse. Til den tid skifter spillerne alligevel klub, lyder erfaringen fra de to håndboldklubber.
På nuværende tidspunkt er det uafklaret, hvorvidt U10 skal blive i GRIF Håndbold eller flytte med til Ry Håndbold.
God integration
De to foreninger vil i den kommende tid satse på en god integration for de kommende Ry Håndbold spillere. Det skal ske gennem fælles træning, stævnetilmelding, retningslinjer, trænerkurser og andre aktiviteter.
Trænere og øvrige frivillige fra GRIF Håndbold bliver desuden budt velkommen i Ry Håndbold på samme vis som spillerne.
"Vi har i de to bestyrelser brugt det meste af januar på at gennemarbejde de forskellige muligheder, så vi sikrer den bedste
løsning for alle," næstformand i Ry Håndbold, Betina Lyng Bjerre.