Studerende skal sætte skub i turismen
Skovskolen ligger grund til uddannelse som Natur- og kulturformidler - en uddannelse der ifølge kulturdirektør er stort behov for
Nattevandring i Zoologisk Have. Folkesang i Sagnlandet Lejre. Fossiljagt på Møns Klint.
Det er alle eksempler på, hvordan museer og naturparker kan nytænke natur- og kulturoplevelser, så de appellerer endnu mere til moderne turisters krav.
Ideer som disse kan komme fra de 40 studerende, som fra sommer kan begynde på en ny Natur- og kulturformidleruddannelse på Skovskolen i Nødebo.
På den 3-årige uddannelse skal de studerende både lære om dansk natur og kultur og dygtiggøre sig i at udvikle interessante natur- og kulturoplevelser til oplevelsesindustrien.
Stort behov
Og der er et stor behov for nytænke tilbuddene til turisterne, mener Lars Holten, der er direktør i Sagnlandet Lejre:
”Dansk turisme er i krise i disse år. Mange turister stiller sig ikke længere tilfredse med en gåtur ved Vesterhavet og en tur på et museum. Kulturturister vil have noget, der er eksklusivt og originalt, så hvis vi skal gøre Danmark interessant for turister, har vi brug for nogen, der har så stor indsigt i turisternes behov, at de kan finde nicher i markedet og udvikle oplevelser for forskellige typer af turister," udtaler han i en pressemeddelelse.
Nyt på Sjælland
Uddannelsen som natur- og kulturformidler har med succes været udbudt i Hjørring i de sidste fire år, og til sommer bliver det så muligt at tage uddannelsen på Sjælland.
Der er ansøgningsfrist for kvote 2-ansøgere den 15. marts, og for kvote 1-ansøgere den 5. juli.
Der er Åbent hus på Skovskolen den 27. februar klokken 18.30–21.30.
Læs mere om uddannelsen på www.phmetropol.dk.