Fortsæt til indhold

Bussen hjælper de unge i Rundhøj

En ungdomsklub-bus kører for første gang rundt hele året for at komme i dialog med unge, ifølge fritidsleder har den en positiv effekt

Samfund
Camilla Olesen

Der har været stor succes med den om sommeren.
Så stor, at den nu for første gang også kører i vinterhalvåret.
Der er tale om en ungdomsbus, hvor to klubmedarbejdere fra Rundhøj flytter klubbens matrikel ud i bussen og kører rundt i området for at få kontakt med områdets unge.
Thomas Jentzsch, der er fritidsleder ved Klubberne Holme Vestergård og Rundhøj samt Legepladsen Rundhøj Byggeren, fortæller, at busprojektet kun er ét blandt mange initiativer i området, som skal få de unge til at bruge deres fritid fornuftigt og ikke på at lave ballade i området.
Bussen er tænkt som et forebyggende projekt, så hashproblemerne og balladen på Rundhøjtorvet ikke ryger videre til den næste generation.
Problemer, som Lokalavisen Aarhus, har beskrevet gennem de seneste uger.
“Vi møder de unge, hvor de er og kommer ud på deres præmisser. Vi kan se, at vi har nedbragt hærværk i området, efter vi har kørt om sommeren, så den har helt sikkert en effekt,” siger Thomas Jentzsch.

En god snak med de unge

Kasper Nørgaard og Martin Hinrichsen er klubmedarbejdere og kører rundt i bussen.
“Vi ved, hvor de unge er, og de kender os. Vi kan altid spore os ind på, hvor folk er,” siger Kasper Nørgaard.
De kan begge mærke en effekt i, at de har været i dialog med de unge siden sommerferien.
Det betyder, at de har fået opbygget et tillidsforhold til mange af dem, og det er med til, at de ikke laver ballade i området.

Hash på gaden

Men hvad med hashproblemerne i Rundhøj?
Udfordringen for klubben er, at den har fokus på de unge under 18 år, og dem der sælger hash på torvet er over 18.
“De mener ikke selv, at det er så stort et problem. De mener, at det er kørt op,” siger Martin Hinrichsen.
Selv om de er over 18, så taler de alligevel med dem og spørger indtil, om de unge selv synes, det er en god idé at sælge hash på torvet.
“Martin og Kasper er i dialog med alle, der er på gaden. Rundhøj skal være et trygt sted at være,” siger Thomas Jentzsch.
De to klubmedarbejdere er da heller ikke i tvivl om, hvorfor de unge hænger ud på torvet.
“Dem der er over 18 år siger, at de keder sig, og at de gerne ville have en klub at være i,” siger Martin Hinrichsen.
For at de kan få stoppet hashhandlen og balladen, er det, som Lokalavisen også tidligere har beskrevet, vigtigt, at området står sammen.
“Vi flytter vores viden til hinanden - vi hænger sammen herude,” siger Thomas Jentzsch.
I vinterhalvåret kører bussen kun i Rundhøj-området, hvorimod det om sommeren er over hele område Horsensvej.
Lige for tiden kører den én gang om ugen.
Selv om bussen har en positiv effekt, løser den ikke her-og-nu-problemet.
“Vi skal jo starte et sted. Og det her er forebyggende. Vi følger de unge og får skabt en relation til dem, så de har tillid til os,” siger Kasper Nørgaard.