Politi og beredskab stiller op til storm-møde
24. februar får borgerne mulighed for at få indblik i kampen mod Bodil
Selv om der efterhånden er gået mere end to måneder, fylder stormfloden i kølvandet på stormen Bodil fortsat meget for mange indbyggere i Frederikssund Kommune.
Særligt de mange, der fik smadret deres hjem og tilværelser og nu står tilbage med kæmperegninger, har fyldt meget i medierne.
Men der har også været historier om borgere, der forgæves forsøgte at ringe efter hjælp, og dem der blev reddet ud af vandmasserne i Hyllingeriis af private og beredskabsfolk, inden det var for sent.
Der er med andre ord masser af følelser forbundet med stormen Bodil.
Og de vil uden tvivl dukke op til overfladen, når der den 24. februar er stormøde i Frederikssundhallen.
Her vil stort set alle involverede i kampen mod Bodil nemlig møde op, fortæller borgmester i Frederikssund Kommune.
"Her deltager både politiet, beredskabet og forsikringsselskaberne, så der er mulighed for at få at få deres fortællinger og forklaringer og stille spørgsmål," fortæller borgmester John Schmidt Andersen (V).
Han forventer dog ikke, at mødet vil kaste lys over enkeltstående dispositioner i løbet af indsatsen:
"Jeg ved fra min tid som indsatsleder hos politiet, at man selvfølgelig evaluerer grundigt på sin egen indsats og samarbejdet. Men det er ikke noget, man gør i offentlighed," konstaterer John Schmidt Andersen
Hurtig evaluering
Hos Socialdemokraterne ønsker gruppeformand Tina Tving Stauning, der er formand for teknisk udvalg, en hurtig, samlet evaluering af indsatsen under og efter stormfloden:
"For mig at se begynder det faktisk at haste lidt med en evaluering, hvis der er elementer, vi skal have med i det kommende års budgetforhandlinger. Vi skal jo tage højde for, at der kommer vand fra oven, fra neden og fra fjorden, og vi er nødt til så hurtigt som muligt at vide, hvilke brikker der er i spil, når vi skal disponere pengene," siger hun til Lokalavisen.
På onsdagens møde i Teknikudvalget fyldte netop sikring af eksempelvis sommerhusområder en god del af mødet i udvalget.
"Men der har ikke vist sig nogle lette løsninger, som vi bare kan sige, vi skal tage i anvendelse overalt i kommunen. Så vi vil i høj grad lade det være op til konkrete forslag fra grundejerne," siger Tina Tving Stauning.