Fortsæt til indhold

Center hænger i en tynd tråd

Det planlagte retail-center ved Ølstykke er strandet hos kurator efter Sjelsø Gruppens konkurs

Samfund
Af Mette B. Sørensen

Aftalerne med Jem og Fix og Jysk var i hus, og kommunen var klar til at give byggetilladelse til et nyt retail-center ved Frederikssundsvejen og Maler S Lager i Ølstykke, da virksomheden bag projektet, Sjelsø Gruppen, gik konkurs i sensommeren sidste år.
“Da Sjelsø Gruppen gik i betalingsstandsning og lukkede, prøvede vi hos kurator at få nogen til at overtage projektet, men det lykkedes ikke. Det er møg ærgerligt,” siger Ib Sørensen, formand for Planudvalget i Egedal Kommune.
Han fortæller, at man fra kommunens side lige siden har forsøgt at afsætte projektet til andre parter, som kunne have en interesse i projektet. Dog ind til videre uden held.
“Alt er klart. Byggetilladelsen kan gives. Der ligger et færdigt projekt, som er pænt og nydeligt for området. Jeg vil meget gerne være med til at lave noget nyt derude,” siger Ib Sørensen.
Og heller kurator er tilsyneladende lykkedes med at afsætte projektet til andre investorer.
“Vi har ikke hørt noget, så det må stadig ligge hos kurator. Kommunen har heller ikke modtaget ansøgning fra nogle andre om at søge byggetilladelse,” lyder det fra Ib Sørensen, der sender en stående invitation ud i offentligheden til at byde ind på projektet, hvis man er interesseret.

Forsinket af borgerklager

Center-projektet blev sidste år forsinket af en klage til Natur- og Miljøklagenævnet fra naboerne på Regnersvej.
De var modstandere af en dispensation, som kommunen havde givet for at kunne tilbyde handel med udvalgsvarer, på trods af, at lokalplanen lægger op til opførelse af kontor- og serviceprægede virksomheder.
Kommunen fik dog medhold i brugen af dispensationen, men i mellemtiden gik Sjelsø Gruppen altså konkurs.
Alligevel ærgrer Ib Sørensen sig ikke over borgernes klage.
“Man kan ikke være ærgerlig over borgerne. Som borger må man jo bruge sin demokratiske ret, og gøre det , man synes er rigtigt,” siger han og understreger, at han på forhånd var sikker på, at klagen ikke ville føre noget med sig.
“Jeg ville ikke have været med til at give dispensationen, hvis projektet ikke kunne bære det. Planudvalget var ikke og er stadig ikke den slags udvalg, der bare prøver tingene af.”