Roskilde Handelsskole giver HG-elever praktikpladsgaranti
Der er lige nu over 100 praktikpladser at søge for de elever, som til sommer afslutter den merkantile erhvervsuddannelse HG på Roskilde Handelsskole.
JOB De HG-elever, som afslutter deres uddannelse fra Roskilde Handelsskole til sommer har alle muligheder for at få en praktikplads.
Lige nu er der over 100 ledige stillinger på skolens praktikpladsside på Facebook www.facebook.com/rhselevplads, og skolen garanterer praktikplads til alle.
- Med det fortsatte fokus på manglende praktikpladser til elever på Erhvervsuddannelserne, er det vigtigt at slå fast, at der ikke er grund til panik, når det gælder praktikpladser til vores elever inden for det merkantile område, fortæller skolens direktør Jørgen Sloth.
- Der er mange praktikpladser at søge, og vi stiller praktikpladsgaranti til alle vores HG-elever. Vi hjælper med at skaffe en plads – måske ikke nødvendigvis lige den plads, man havde forestillet sig, men vi garanterer, at alle kan få en praktikplads og gøre deres uddannelse færdig.
Men det er nu eleverne skal søge, mens de ledige pladser er der – de skal ikke vente, til de er færdige til sommer, fortsætter Jørgen Sloth.
Fokuseret indsats klæder elever på
Med praktikpladsgaranti følger en fokuseret indsats i at gøre eleverne klar til praktikpladssøgning.
Karriereplanlægning og praktik- og jobsøgning er en del af undervisningen på elevernes sidste år. På skolens praktikpladskontor kan eleverne altid hente hjælp og sparring, og som et ekstra tilbud holder skolen en ugentlig karrierecafé med fokus på søgning af praktikplads.
sl