Fyring kunne have kostet flere millioner
Fredericias netop opsagte kommunaldirektør havde krav på tre års løn. Han nøjes med halvandet års løn og får frihed til at finde nyt job
Fredericias opsagte kommunaldirektør, Tim Jeppesen, kunne have krævet at få fuld løn frem til maj 2017. Men aftalen med Fredericia Kommune i forbindelse med opsigelsen endte med, at han kun skal have halvandet års løn.
Det betyder, at kommunaldirektøren får mellem 2,6 og 2,7 millioner kroner med i lommen. Det er mange penge, men opsigelsen kunne have kostet kommunen meget mere, oplyser HR-chef Thrine Nørgaard.
“Tim Jeppesen var ansat på en femårig kontrakt. Hvis man skal ophæve sådan en kontrakt, skal man fritstille ham men betale ham løn i hele resten af kontraktperioden. Hvis han så undervejs finder nyt job, skal han kontra-opsige. Og så ophører betalingerne fra kommunen,” siger hun.
Der var næsten tre et halvt år tilbage af Tim Jeppesens kontrakt. Så han kunne altså have fået over dobbelt så mange penge med fra kommunen. Til gengæld ville han miste pengene, hvis han hurtigt fandt et nyt job.
Med andre ord: Aftalen om de 2,6-2,7 millioner kroner sikrer ham en god pose penge, samtidig med, at den sikrer kommunen mod risikoen for at skulle betale over det dobbelte.
“Så har vi gjort rent bord én gang for alle. Det er sædvanlig praksis, og vi mener, at det er en god aftale,” siger HR-chefen. Hun tilføjer, at også andre medarbejdere ville få løn i en opsigelsesperiode. I de flestes tilfælde dog i kortere tid.
God tid til at finde afløser
Borgmester Jacob Bjerregaard (S) vil ikke oplyse nærmere om forløbet op til opsigelsen.
“Byrådet og Tim Jeppesen ser forskelligt på tingene. Men byrådet synes, at Tim er dygtig, og vi ønsker ham oprigtigt held og lykke,” siger Jacob Bjerregaard.
Ifølge HR-chefen var det borgmesteren, der tog initiativ til det forløb, der endte med Tim Jeppesens fyring.
Kommunen ønsker ikke at oplyse, hvornår forhandlingerne begyndte.
Børne- og Kulturdirektør Vibeke Byriel Kinch er midlertidig kommunaldirektør.
“Hun er kompetent, men i forvejen travl. Så resten af organisationen er enig om at yde lidt ekstra for at få det til at fungere. Nu tager byrådet en god visions-drøftelse og afgør den kommende kommunaldirektørs rolle. Og så skal stillingen formentlig besættes til august,” siger Jacob Bjerregaard.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Tim Jeppesen.