Fortsæt til indhold

Nye vinger er lige så gamle som møllen

Lokale håndværkere er i gang med en usædvanlig renoveringsopgave. Ry Nymølle skal have nye møllevinger efter stormen sidste år.

Samfund
Af Erland Rasmussen

Genopbygningen af Ry Nymølle er i fuld sving efter den kraftige oktoberstorm sidste år.
Dengang fik et vindstød af orkanstyrke fat i møllen og sendte den ene vinge til jorden med et brag.

Rundgang slået i stykker

På vejen ned ramte den 500 kilo tunge, syv til otte meter lange og 1.20 meter brede vinge møllens rundgang, der også blev slået helt i stykker.
Det kunne have gået gruelig galt, fordi vingen faldt ned kun cirka 20 centimeter fra møllens beboelse.
Ingen kom til skade ved uheldet. Til gengæld var de materielle skader på møllen omfattende.
Ry Nymølle er i privat eje, og mølleejer, Benny Sølvsten, der selv bor i møllen, anslår, at istandsættelsen når op i et beløb på cirka 600.000 kroner.
“Vi har haft et fint forløb med forsikringsselskabet, men der er jo altid noget, der hedder afskrivning, og derfor må jeg også selv til lommerne, for at møllen igen kan komme i perfekt stand,” forklarer Benny Sølvsten.
Benny Sølvsten går hele vejen i forbindelse med renoveringen, der sker under iagttagelse af alle regler ud i den ædle kunst at bygge møller.
“Det er vigtigt, at møllen bliver genopbygget ordentligt med brug af de rigtige materialer og håndværkere, der har forstand på den slags.,” betoner Benny Sølvsten.

Fra venstre er det Frank Nielsen og Vagn Johansen fra VJ Byggeservice i Ry foran møllens rundgang, som er helt ny.

De rigtige håndværkere

Benny Sølvsten har assistance til genopbygningen af møllen fra det lokale Ry-firma, VJ Byggeservice, ejet og drevet af Vagn Johansen. Firmaet har erfaring med møller og har fundet en medarbejder, Benny Jensen, med erfaring i vingebygning. Han var således med for tre år siden, da Gammel Ry Mølle skulle have lavet nye vinger.

Sådan ser Ry Nymølle ud i dag, hvor vingerne er taget ned.

Et stort arbejde

Arbejdet med genopbygningen gik i gang lige efter stormen, da de tre resterende vinger blev pillet ned af sikkerhedsgrunde.
“Det tog to dage med lift at få de gamle vinger afmonteret, skåret ned og kørt på lossepladsen,” husker Benny Sølvsten.
Fra årsskiftet gik arbejdet i gang igen med udskiftning af møllens rundgang, ligesom der er sat en ny trappe op.
Selve arbejdet med møllevingerne foregår i værkstedet hos VJ Byggeservice. Her finder vi Benny Jensen, omgivet af store træstammer, der er på vej til at blive forvandlet til møllevinger.
Det er faktisk svært at finde det træ, som skal bruges til at bygge møllevinger, forklarer Benny Jensen.

Douglas Gran er bedst

Det er Douglas Gran, der er bedst til formålet. Denne sort har nogenlunde samme egenskaber som egetræ, det er selvimprægnerende som lærk, og så har det den fornødne elasticitet.
Douglas er meget store træer, der normalt ikke gror i Danmark. Sorten stammer fra USA, hvorfra den blev indført i 1600-tallet.
“Vi fandt vores træ i Rold Skov. De to af stykkerne er fra 1887, og det er sjovt, for møllen fra 1881. Det sidste stykke er kun 69 år gammelt,” fortæller Benny Jensen.
Han anslår, at træerne har haft en højde på 45-50 meter og en tykkelse på 75 til 80 centimeter i bunden for at kunne skæres ud i den størrelse, der kræves. Indkøbsprisen for træet er cirka 2000 kroner meteren.

Træet spændes i bue

Træet er leveret opskåret i store bjælker fra et savværk.
Benny Jensen bearbejder derefter selv træet med blandt andet høvl og donkraft, fordi det skal spændes i en bue.
Ry Nymølle forventes at blive færdig med vinger påmonteret i løbet af april eller maj.