Fortsæt til indhold

Spis din have

Gør haven til en pryd for øjet og en fryd for ganen

Samfund
Af Grethe Bo Madsen

Skanderborg Havekreds sætter i februar fokus på spisehaven, når haveskribenten og urteeksperten Anders Bech holder to foredrag.
Det første handler om, hvordan man skaber en både smuk, sund og sanselig spisehave på den nemmeste måde. Her fortæller Anders Bech, hvordan haven kan levere sjove, smukke og sunde grønsager og frugt på en måde, så det er en pryd for øjet ude i haven og samtidig en fryd for ganen ved spisebordet. Haven skal give store smagsoplevelser. Han kommer også ind på at gøre det på en måde, så det ikke bliver for kompliceret. Enkle arbejdsgange og planer omtales.
I det andet foredrag kommer børn og børnebørn i fokus. Skab en spisehave, som dine børn eller børnebørn vil huske dig for altid, siger Anders Bech. Hvad får børns tænder til at løbe i vand? Hvad kan børn selv dyrke? Og hvordan får børn uforglemmelige smagsoplevelser i haven?
Foredraget finder sted mandag 24. februar klokken 19.00-22.00 i Stilling Sognegård, Gl. Kirkevej 1 i Stilling.