Oplev Lars Lilholt fortælle
Øm Klosters Venner inviterer til en usædvanlig generalforsamling med en musikalsk og historieinteresseret gæst: Trubaduren Lars Lilholt
Trubaduren, musikeren og historiefortælleren Lars Lilholt fortæller om sine historiske sange og brugen af historien som inspirationskilde, når han torsdag 20. februar klokken 19.30 er gæst hos foreningen Øm Klosters Venner
Historiefortælling har ældgammel rod i enhver folkelig kultur og er både en måde at videreformidle informationer og holdninger, og også et middel til underholdning og bevarelse af det særegne ved kulturen.
I fortællingen kan vi spejle vores eget verdensbillede og blive bekræftet i vores syn på rigtigt og forkert. På denne måde understøtter og bekræfter fortællingen vores kultur og normer.
Fortællerkunsten handler i vore dage - med al vores adgang til informationer - om noget levende og betydeligt. Vi husker ofte bedre en fortælling eller en sang, end vi husker et indslag fra aftenens nyhedsoversigt.
Foredraget er optakt til generalforsamlingen i foreningen Øm Klosters Venner og foregår i Ry Sognehus på Kildebakken i Ry. Foredraget er kun for medlemmer af foreningen, men medlemskab kan tegnes ved indgangen. Medlemskabet giver gratis adgang til Øm Kloster museum og til alle andre museer i Skanderborg Kommune.