Tre teenagepiger tester nyt byrumsmøbel
I forrige uge drog Nanna, Karoline og Therese fra Hillerød til København for at hjælpe designeren Cemile Bøchter Høyer med at designe et byrumsmøbel særligt for piger
Møblet hedder ”Hjertevenner”, og de tre piger fra Hillerød skulle afprøve en ”mock-up” af designet, kommentere det og give forslag til farve, form og brug.
”Det er fedt at man kan sidde overfor hinanden og vippe – samtidigt. Det er ligesom et lukket rum at sidde i, men man kan stadig holde øje med hvad der sker”, siger Karoline Sonne Nielsen fra Hillerødsholmskolen.
Også veninderne Therese Lyngby fra Hillerødsholmskolen og Nanna Vang Christensen fra Frederiksborg Byskole virker tilfredse med designet og skitsen til ”Hjertevenner”.
”Men det er vigtigt at den ikke bliver for klaustrofobisk – man må ikke blive klemt”, siger Nanna.
”Jeg sidder OK, men man skal have støtte i nakken”, siger Therese, da hun afprøver den til lejligheden konstruerede model.
Det aktive byrum for piger
Det er ikke første gang, de tre piger bliver spurgt ud om ting i byrummet. I foråret deltog de i projektet Det aktive byrum, der havde fokus på unge piger, fordi de faciliteter, der opstilles i byrummene (parkour, skaterramper etc.) generelt mest bruges af drenge.
Derfor indledte man i blandt andet i Hillerød Kommune en dialog med piger på 13-17 år for at undersøge, hvad de mangler i deres by for at blive mere aktive.
I Hillerød byggede piger fra Ungdomsskolen sammen med designeren Ulla Aude en farvestrålende vogn med puder og musik i til det aktive byliv. Vognen er for tiden at finde på Hillerød Musikskole.
”Hjertevenner” som prototype skal stå klar pr. 1. april, og herefter går den på omgang imellem de implicerede kommuner i Det aktive byrum henover sommeren 2014. Kommunerne skal selv byde ind med forslag til en god, midlertidig placering og en oplagt anledning.
”Den skal da stå ved Posen, bare ikke på sidste skoledag", siger Karoline.
Designet er frit tilgængeligt, så hvis andre har lyst at få produceret deres helt eget eksemplar, er de velkomne.