“Det skal bare være i orden”
Hos KUA (Kolding Ungdomsbolig Anvisning) vil man nu undersøge, om alt foregår efter reglerne på Hørgården
I Kolding har man via KUA valgt at samle alle boligforeninger, så unge mennesker der skal søge bolig, kun behøver at lede et sted. På Kolding Kommunes hjemmeside henviser de til KUA, og afdelingsleder Dorte Glerup vil nu undersøge hvad der foregår på Hørgården:
“Vi er selvfølgelig meget interesseret i, at de unge mennesker de har en god oplevelse med at bo i Kolding, så nu vil jeg da tage fat i Essex og høre hvad det er der foregår. For der er jo ingen tvivl om, at tingene selvfølgelig skal være i orden”.
En falsk tryghed
Kolding Ungdomsbolig Anvisning er en forening der er dannet af boligorganisationerne i Kolding. Alle boligforeninger kan være med, og man bliver henvist til siden via kommunens hjemmeside:
Mange af de unge der bruger KUA, gør det netop fordi de forventer, at alt er i orden når det er et boligselskab der samarbejder med kommunen. Det giver en form for tryghed, eller om man vil, falsk tryghed:
“Jeg kan jo egentlig godt forstå de unge mennesker tænker sådan, og det skal da også være i orden. Vi kan dog ikke bestemme hvilke boligselskaber der er med, men derfor er jeg da meget interesseret i at komme i dialog med de unge mennesker. Så jeg vil da opfordre dem til at kontakte mig. Jeg er da ked af at høre, at der er nogle der har haft så dårlige oplevelser med Essex og som sagt, så vil jeg hurtigst muligt tage kontakt til dem og finde ud af hvad det er der foregår”, siger Afdelingsleder Dorte Gelrup.