Fortsæt til indhold

Vil have analyse af detailhandelen

Sker i forbindelse med bymidtekonkurrencen efter opfordring fra lokale butikker

Samfund
Af Jørgen Hansen

Planudvalget har haft fornyet behandling af bymidtekonkurrencen for Fredensborg, og her besluttede man at undersøge, om der kan udarbejdes en analyse for detailhandelen i hele kommunen. Det skete efter anmodning fra Fredensborg Handels- og Håndværkerforening og Fredensborg By Handel, der havde fremsendt en anmodning om en detailhandelsanalyse for Fredensborg By.
Bymidtekonkurrencen for Fredensborg by er nu nået til næste fase. Efter bymødet i december er der udarbejdet et konkurrenceprogram, som er sendt i EU-udbud midt i januar måned, og de fem teams, der skal deltage i konkurrencen, vælges midt i marts måned.
Den første bedømmelse vil ske sidst i maj måned 2014, hvorefter dommerkomiteen udvælger to projekter, der går videre til den endelige afgørelse.
Midt i juni præsenteres alle fem projekter, og konkurrencens 2. fase, med de to udvalgte projekter, løber fra september til november.
Der er nedsat en dommerkomité bestående af byrådsmedlemmerne Lars Simonsen (B), Ulla Hardy-Hansen (C), Per Frost Henriksen (A), Thomas Elgaard (V), Trine Holmberg, Fredensborg Kommune, Astrid Bruus Thomsen, Realdania og Anne-Mette Gjeraa, Realdania.
Desuden er der åbnet for deltagelse af tre fagdommere, der hver repræsenterer byliv/byrum, formidling af kulturarv samt turisme/detailhandel.