Flere penge til svage ældre
Rare millioner på vej til forbedring af ældreplejen
Skanderborg Kommunes andel af finanslovens ældremilliard blev på 8,4 millioner, og Socialudvalget har netop fordelt pengene.
Det bliver de svageste ældre, der får glæde af de ekstra penge.
Halvdelen af pengene går til sårbare ældre på kommunens plejecentre og til ensomme ældre i eget hjem.
De ekstra ressourcer skal gå til flere aktiviteter for de ældre.
"Vi har lagt vægt på, at indsatsen skal være en synlig og mærkbar forbedring for de ældre i hverdagen. Samtidig ønsker vi, at det kommer både ældre i egen bolig samt på centrene til gavn", fortæller formand for Socialudvalget Christina Bottke (V).
Der bliver også penge til oprettelse af et antal såkaldte komplekse korttidspladser på et af kommunens plejehjem.
Bevillingen rækker også til et løft af demensindsatsen, videreuddannelse af personalet samt til indkøb af sanseredskaber til gavn for de ældre.