Fortsæt til indhold

Politirapporten melder om spritkørsel, affald og indbrud

Vinterferien sluttede med et begrænset antal anmeldelser om indbrud i privat hjem og virksomheder

Samfund
Michael Wulff

Vinterferien i uge 7 blev en forholdsvis fredelig tid i Favrskov. Lidt indbrud, spritkørsel og andre ting er, hvad Østjyllands Politi har noteret i deres døgnrapporter.
I Hammel fandt en borger genbrugspladsen middagslukket tirsdag. I stedet kørte han så sin trailerfuld papir og pap over til genboen Favrskov Brænde og Containerservice og læssede af der.
Det var indehaveren ikke tilfreds med, da han opdagede aflæsningen på videoovervågningen, som landbetjent Arne Knudsen, Nærpoliti Hammel, nu studerer.

Spritknallert

En patrulje fra færdselsafdelingen rundede Hammel lørdag kl 17.45 og fik i Torvegade øje på en knallertkører, som blev testet for alkohol.
Det medførte anholdelse af den 48-årige mand, som blev taget med på stationen.

Mystisk bil

Sent lørdag aften kl 23.50 kom to mænd kørende i en tredørs blå Peugeot på Banealle i Hammel.
Bilen standsede og et vidne så, at de to mænd gav sig til at kigge ind ad vinduerne til virksomhederne - herunder FavrskovPosten - som ligger her.
Kort efter hørte en beboer, som bor på den nærliggende Anbækvej, den uaflåste hoveddør blive åbnet. To mænd flygtede, da de følte sig opdaget.
Nærpoliti Hammel hører gerne om andre observationer på den blå Peugeot, som har polske nummerplader begyndende med AA 93. Nærpolitiet har tlf 8696 1755.

Stjal orange motorcykel

I Hammel har der tillige været indbrud i en bolig på Elmevej, hvor et kældervindue er blevet listet af. Intet overblik over kostervalg.
Hadsten melder om to indbrud. En privatbolig på Ved Åen mangler nu sølvtøj og smykker, mens der hos lægerne på Bjarkesvej er brudt et vindue op. Her er der intet overblik endnu, fortæller Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Endelig har et værksted på Navervej i Hinnerup haft indbrud.
Tyven er trukket af med - eller kørt på - en orange motorcykel af mærket Motard KTN 450. Det skete natten til søndag kl 03.49.