Fortsæt til indhold

Ros til ny overenkomst

Både lønmodtager og arbejdsgiver i industrien er tilfreds

Samfund
Af Erland Rasmussen

Der lyder rosende ord til overenskomstaftalen mellem Dansk Industri og CO Industri, når man spørger lokalt i Skanderborg blandt lønmodtager og arbejdsgiver.
”Jeg er tilfreds med det, der ligger på bordet. Det er en god aftale, og de har været rigtig dygtige denne gang,” siger Palle Langkjær, Skanderborg, formand for Dansk Metal, Skanderborg Odder.
”Det er et godt signal om dansk industris konkurrencekraft, at mindstebetalingen ikke er hævet mere end tilfældet er,” siger adm. direktør Søren Clausen, MEINERTZ A/S, Skanderborg.
Markant bedre
Metalformand Palle Langkjær mener, at overenskomstaftalen langt hen ad vejen opfylder medlemmernes ønsker.
Han fremhæver blandt andet forhøjelserne på bidraget til Fritvalgs Lønkontoen for de næste tre overenskomstår.
"Det er penge ned i lommen på alle lokalt, og der er i øvrigt tale om fornuftige stigninger, selv om det godt kunne have været bedre på mindstelønnen," siger Palle Langkjær.
Palle Langkjær fremhæver også de nye regler om betaling for lærlinges ophold på skolehjem.
"Det er en markant bedre aftale end de sidste to," mener Palle Langkjær, som også forventer lønsstigninger i forbindelse med de lokale forhandlinger.
Fin fleksibilitet
Adm. direktør Søren Clausen roser overenskomsten for nye muligheder for fleksibel arbejdstidstilrettelæggelse. Det betyder meget for en ordreproducerende virksomhed som MEINERTZ A/S.
"Det er positivt, at den ny overenskomst åbner op for, at vi i samarbejde med vore medarbejdere og organisationerne eksempelvis kan variere den ugentlige arbejdstid i spidsbelastningsituationer," siger Søren Clausen.
Søren Clausen roser også, at bestemmelser om uddannelse af nye medarbejdere støttet af industriens kompetencecenter er sat ned fra ni til seks måneder.
"Vi har en stor interesse i at dygtiggøre vore medarbejdere, og nu kan vi få dem sendt hurtigere afsted," siger Søren Clausen.
Selv om MEINERTZ A/S ikke selv bruger mindstelønnen så meget, så er det vigtigt iflg. Søren Clausen, at den er blevet holdt på et konkurrencedygtigt niveau.
"Det er begge parter blevet enige om, og det fortjener de ros for," siger adm. direktør Søren Clausen.