Fortsæt til indhold

Byggeformand vil fortsat have præmie for praktikanter

Det er for tidligt at afskaffe præmie for praktikplads til virksomhederne, siger lokalformand for Dansk Byggeri Jørgen Simonsen

Samfund
Jens Berg Thomsen

Det er for tidligt, at regeringen nu har fjernet den såkaldte praktikpladspræmie for virksomheder, der tager praktikanter ind fra byggeuddannelserne. Det mener formand for Dansk Byggeri Nordsjælland Jørgen Simonsen.
"Det betyder, at virksomhederne holder op med at ansætte de unge mennesker, og det er ærgerligt," siger Jørgen Simonsen.
Regeringen halverede ved årsskiftet sidste år præmien til omkring 33.000 kroner pr. praktikant en virksomhed tog ind, men fra 2014 er præmien helt væk. Det er for tidligt, mener Jørgen Simonsen.
"Nedgangstiderne er ikke helt ovre endnu. Det kan vi se på ordretilgangen til virksomhederne, så jeg mener, det er for tidligt," siger han.
Interesseorganisationen Dansk Byggeri arbejder på regeringsniveau med at få genindført ordningen, fortæller Jørgen Simonsen.
"Jeg så gerne, den fortsatte. Der er brug for eleverne i byggebranchen," siger han.
Praktikpladspræmien blev afskaffet som følge af Folketingets finanslovsaftale for 2014.