Skejby-firma får million-ordre på psykiatri-byggeri
Chromaviso har vundet entreprisen på en lysløsning til psykiatribyggeri i Aabenraa
En stor ordre på en lysløsning til psykiatribyggeri i Aabenraa er netop gået til Chromaviso, der ligger i Skejby.
Entreprisen på døgnrytmelys er i størrelsesorden af 6,8 millioner kroner på det nye psykiatribyggeri. Den offentlige licitation blev udbudt af Region Syddanmark tilbage i foråret 2013.
”Vi har arbejdet hårdt og målrettet på at sikre os en plads blandt de førende belysningsudbydere. Med ordren i Aabenraa har vi slået vores position fast. Det er en milepæl i Chromaviso's historie, og vi lægger al vores energi i at levere en optimal lysløsning,” siger administrerende direktør hos Chromaviso, Anders Kryger.
Sammen med sine ansatte ser han nu frem til en snarlig installationsstart i det sønderjyske hen over sommeren 2014.