Fortsæt til indhold

Øjenlæge fra Sønderborg indtager Kina

I spidsen for EuroEyes står øjenlæge og sønderborgenser Jørn Jørgensen, og som den første europæiske sundhedsvirksomhed åbner han en klinik i Kina

Samfund
Arkiv

Det var en historisk begivenhed, da EuroEyes for nylig åbnede klinik for øjenkirurgi i Shanghais imponerende Jin Mao Tower. Der er nemlig tale om den første europæiskejede klinik, som nogensinde åbner i Kina. Ifølge øjenlæge Jørn S. Jørgensen, EuroEyes' hovedaktionær og grundlægger, er et enormt forarbejde gået forud for åbningen.
"Forberedelserne startede for næsten tre år siden. Selvom kineserne har besluttet at åbne op for udenlandsk ejede klinikker, har det været ekstremt omstændeligt at opnå de nødvendige tilladelser," siger øjenlægen, der til gengæld ser et voldsomt potentiale i det kinesiske marked.
"Det skyldes ikke alene landets størrelse og vækstrater, men også at behovet for øjenkirurgi er særlig stort. Af genetiske grunde er andelen af nærsynede to-tre gange så stor som i Europa. Der er således omkring 700 millioner nærsynede kinesere, og vi kan potentielt hjælpe 80 procent," fortæller Jørn Jørgensen.

En historie om vækst

En imponerende væksthistorie er gået forud for hans indtog i Kina. Den 57-årige sønderborgenser blev grebet af udlængsel allerede under uddannelsen til øjenlæge i Odense i 80'erne. Det førte ham både til Hamborg, Schweiz og USA, inden han åbnede egen klinik og som den første speciallæge i Tyskland opererede ambulant for grå stær. En viden han tilegnede under opholdet i USA.
Succesen med at føre moderne fremgangsmåder over Atlanten gav sønderjyden appetit på at introducere yderligere ny viden og teknologi til gavn for europæiske øjenpatienter. Det førte i 1993 til etableringen af EuroEyes, der i dag er europæisk markedsleder inden for højteknologiske synskorrigerende operationer.
Den første klinik i Hamborg fik i 1997 følgeskab af en afdeling på Hamlet i København, og i dag findes EuroEyes i 20 danske og tyske storbyer.
"Det store boom kom, da synskorrektion med laserteknologi blev blåstemplet i slutningen af 90'erne. Igennem alle årene har det være en bevidst prioritet at være først med ny teknologi, så snart den er moden. I Europa ligger den største vækst i dag på at afhjælpe alderssyn og dermed overflødiggøre læsebriller," siger Jørn Jørgensen.
Flere klinikker på vej
Klinikken i Shanghai får allerede i år følgeskab af flere. Nummer to er allerede under etablering i sydkinesiske Shenzhen.
"For at udnytte det enorme markedspotentiale og fordelen ved at være først, planlægger vi hastig ekspansion i de kommende år," den driftige øjenlæge, der er i direkte konkurrence med Kinas offentlige sundhedsvæsen.


Fakta
EuroEyes behandler hvert år et femcifret antal patienter for alle grader af nærsynethed, langsynethed, bygningsfejl og grå stær. Desuden behandles stadig flere for alderssyn for at undgå brug af læsebriller.
EuroEyes har eksisteret siden 1993 og ejes af syv øjenlæger med grundlægger Jørn S. Jørgensen som hovedaktionær.

"Der er omkring 700 millioner nærsynede kinesere, og vi kan potentielt hjælpe 80 procent," siger øjenlæge Jørn Jørgensen.
EuroEyes’ center for øjenkirurgi i Shanghais imponerende Jin Mao Tower er den første europæiskejede klinik, som nogensinde åbner i Kina.