Fortsæt til indhold

Højsangen forklædt som Klezmermusik

Samfund
Af Grethe Bo Madsen

Oplev Højsangen tilsat dragende klezmermusik, når Klezmerduo søndag 16. februar klokken 19.30 besøger Tåsinge Kirke. Her læser sognepræst Benedikte Baggesgaard og ægtefælle Jacob Køhn Andersen højt af Salomons højsang.
Højsangen er et smukt erotisk skrift fra Det Gamle Testamente, som består af otte kapitler med kærlighedsdigte, udformet som vekselsang mellem Salomo og Shulamith. Højsangen besynger kvindens og mandens skønhed i kærligheden til hinanden.
Ind i mellem læsningerne spiller Klezmerduo musik fra den stemningsfulde jødisk-sefardiske tradition, der er inspireret af det orientalske og som knytter tråde tilbage til bibelsk tid.
Teksterne fra Højsangen synges på hebræisk. Dengang som i dag bruges sangene i de jødiske bryllupsritualer. Det er kærlighedshistorien gennem alle tider, hvor musikken fører publikum ind i det orientalske univers.
Klezmerduo består af Henrik Bredholt (sopransaxofon, santur, darbuka, jødeharpe, vokal) og Ann-Mai-Britt Fjord (harmonika, darbuka, vokal). De to musikere var blandt de første, der præsenterede den østeuropæisk-jødiske klezmermusik i Danmark for 25 år siden.