Politikerne inviterer borgerne ind
Aarhus Kommune skal bruge otte borgere til et nyt Medborgerskabsudvalg
Hvis du modtager et brev fra Aarhus Kommune en af de næste par dage, så skal du ikke blive nervøs.
Aarhus Kommune sender i øjeblikket 750 breve ud til tilfældigt udvalgte borgere i Aarhus Kommune. Brevet indeholder en invitation til, at de udvalgte borgere kan søge om at deltage i et en nyt Medborgerskabudvalg, som skal indrage borgerne i den kommunale praksis.
“Alle borgere, som modtager brevet, er tilfældigt udvalgt, og formålet er, at borgerne skal være så forskellige, så muligt,” siger Niels Buch Johannsen, som er pressechef i Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune.
Kommunen skal bruge i alt 16 borgere. Otte borgere bliver direkte medlemmer i udvalget og otte bliver suppleanter. Ifølge kommunen er det vigtigt, at borgerne er engageret, og de skal ikke have specifikke dagsordner eller interesser.
Stærkere samspil
Baggrunden for at kommunen inviterer borgerne ind, er, at de ønsker et stærkere samarbejde mellem kommunen og borgerne, da erfaringer viser, at borgerne ønsker at komme mere på banen.
“Udvalget kommer til at bestå af byrådsmedlemmer og borgere, og de skal blandt andet udfordre den kommunale praksis i forhold til borgerinddragelse, afprøve forskellige samarbejdsmetoder og udarbejde er forslag til en medborgerskabspolitik,” siger Niels Buch Johannsen.
Foreløbig skal Medborgerskabsudvalget fungere i to år, og arbejdet starter i starten af 2014 og afsluttes i december 2015.
Det er første gang, at Aarhus Kommune starter et samarbejde op med borgerne og hverken form eller metode er endelig fastlagt.
Hvis man kommer med i Medborgerskabsudvalget, så forpligter man sig til at deltage aktivt i de møder, som Medborgerskabsudvalget arrangerer. Møderne vil finde sted uden for normal arbejdstid foreløbig otte gange om året.
Byrådsmedlemmer i Medborgerskabsudvalget
Jacob Bundsgaard (S).
Maria Sloth (EL).
Rabih Azad-Ahmad (R).
Thomas Medom (SF).
Hans Skou (V).
Knud Mathiesen (DF).
Marc Perera Christensen (K).
Lars Boje Mathiesen (LA)