Fortsæt til indhold

Gravide hypnotiseres til bedre fødsel

Selvhypnose i forbindelse med børnefødsler har en positiv effekt, viser ny undersøgelse

Samfund
Af Hans Larsen

Hvis gravide kvinder på et kort kursus lærer at hypnotisere sig selv, vil de få en langt bedre fødselsoplevelse, end hvis de ikke var i trance.
Det fremgår af en ny undersøgelse, som forskere ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har foretaget.
Forskerne har undersøgt, hvordan selvhypnose påvirker fødselsoplevelsen. I forvejen er det kendt, at det har en positiv effekt, hvis fødende kvinder får hjælp af en hypnotisør, når et lille nyt barn skal bringes til verden.

Selvhypnose er let

Ifølge jordemoder, ph.d. Anette Werner, er det slet ikke svært at lære at hypnotisere sig selv.
“Den hypnotiske tilstand er faktisk en tilstand, som vi alle sammen kommer i dagligt. Den kan sammenlignes med en dagdrømmende tilstand eller det, der sker, når du bliver optaget af en god bog eller film, hvor du glemmer dig selv fuldstændigt,” siger Anette Werner.

Fokuseret tilstand

Når kvinderne arbejder med hypnose, lærer de at udnytte en dyb fokuseret tilstand. Og når de er i trance, går kroppen ind og responderer på en anden måde end i den almindelige dagligdag.
“Fødende kvinder er allerede i forvejen i en slags trancelignende tilstand. Vi ved også fra undersøgelser, at gravide er mere modtagelige for at arbejde med hypnose end ikke-gravide. Man ved ikke hvorfor,” siger Anette Werner.
En fødsel er en af de mest intense og krævende begivenheder i en kvindes liv. Processen kræver både store fysiske og psykiske ressourcer, og en negativ oplevelse kan få alvorlige konsekvenser.
“Hvis en kvinde har negativ fødselsoplevelse, er hun mere responderet for at få en fødselsdepression, og det påvirker den måde, kvinden vil knytte sig til sit barn på. Det påvirker også familien, og det kan også få konsekvenser i forhold til næste fødsel, da nogle kvinder så vil bede om at føde ved kejsersnit,” siger Anette Werner.

Inddelt i grupper

I studiet deltog 1222 raske kvinder, som forskerne ved lodtrækning inddelte i tre grupper. En gruppe modtog tre korte undervisningsforløb i selvhypnoser, en gruppe fik tre lektioner i afspændingstræning, mens en kontrolgruppe kun modtog de almindelige tilbud til fødende.
Resultaterne viste, at kvinder i hypnosegruppen havde en bedre fødselsoplevelse sammenlignet med de to andre grupper. Det gjaldt uanset, om kvinderne fødte spontant eller fik hjælp til fødslen.