Pårørende påvirkes af demens
Tilbud i Skanderborg om at mødes i netværk
Af Erland Rasmussen
Det kan være opslidende for en pårørende at se sin ægtefælle, far eller mor blive dårligere og dårligere af sin demens.
Sådan konstateres det om demens, og der er på området en stigende erkendelse af, at sygdommen også rammer de pårørende. Derfor kommer der flere tilbud om hjælp til netop pårørende som eksempelvis selvhjælpsgrupper.
Filosofien bag selvhjælpsgrupperne er, at det kan være en befrielse blot at snakke med andre ligesindede, hvor man kan lufte sine tanker, støtte hinanden, stille spørgsmål og udveksle erfaringer.
Det er netop denne mulighed for at give pårørende et netværk at støtte sig til, at der nu er etableret en gruppe for pårørende til demensramte i Skanderborg Kommune.