Fortsæt til indhold

Iværksætterpar afslører hemmeligheder

Lasertryk.dk-ejere Anders Grønborg og Esben Kabell kommer med deres bedste tips

Samfund
Kim S. Andersen

Skejby-trykkeriet, LaserTryk.dk, har to succesfulde iværksættere. Trykkeriet omsætter årligt for en kvart milliard kroner og vokser fortsat med høj hastighed.
I en ny bog løfter Anders Grønborg og Esben Kabell sløret for deres bedste tips.
For hvad nogle opfatter som fortroligheder og forretningshemmeligheder, er makkerparret parat til at sælge.
Bogen hedder '111 tips du vil elske', og her kommer iværksætterne med deres bedste tips inden for salg, kundeservice, markedsføring, drift og økonomistyring. Det er en form for katalog af praktiske råd, der ifølge Grønborg og Kabell for store deles vedkommende nemt vil kunne overføres til andre virksomheder og brancher.
“Bogen består af håndgribelige 'best practices' i tolv kategorier. Mange af rådene er fuldstændig lavpraktiske og kan uden videre implementeres af ledere og selvstændige,” forklarer Esben Kabell.

Afslører alt

Sammen med kompagnonen ville han skrive en uortodoks bog, som adskiller sig fra den gængse managementlitteratur.
“Koblingen mellem teori og praksis mangler ofte fuldstændig. Vi ville derfor gå helt i den anden grøft og lave en bog, der er 'hands on',” siger direktøren. Ifølge den anden forfatter, Anders Grønborg, adskiller bogen sig desuden fra mængden ved at afsløre alt – også nogle af de væsentligste hemmeligheder bag LaserTryk.dk's succes. Men hvorfor gøre en succesformel offentligt tilgængelig, så den kan kopieres af konkurrenterne?
“Gevinsterne er langt større end den potentielle skadevirkning. Vi er ganske konkurrencedygtige på hjemmemarkedet og kæmper først og fremmest mod udenlandske trykkerier. Derfor må vores kolleger i den grafiske branche gerne læse med. Faktisk er vi til stadighed på udkig efter opkøbsmuligheder og partnerskaber, og med bogen håber vi at vise resten af branchen, at vi ikke er så slemme endda,” siger Anders Grønborg.
Som et godt eksempel på, hvordan LaserTryk.dk har skubbet til den grafiske branche, nævner Grønborg, at trykkeriet ikke har en eneste sælger ansat. I stedet satses på e-handel kombineret med personlig kundeservice.
“De sparede sælgerlønninger bruger vi på at sænke priserne og på kundeservice i verdensklasse. Og kunderne sparer tid på, at de til enhver tid kan finde alle priser online i stedet at skulle vente på et tilbud,” siger han.
De 111 tips spænder over alt fra mersalg til personaleanliggender. De idéer, som ifølge forfatterne har gjort størst forskel, er forsynet med mærkatet 'guldtips'. En af dem er at have paraderne oppe, når nogen ønsker et møde.
“Foreslå at klare sagen per mail i stedet. Selv med ti mails frem og tilbage er tidsforbruget sjældent mere end et kvarter, mens et møde ofte tager mindst en time. Dertil kommer efterfølgende mails og eventuel transporttid,” siger Esben Kabell.