Fortsæt til indhold

Godsejer tror ikke på afgift

Ny afgift på brænde ser ud til at fuse ud

Samfund
Arkiv

Nytåret skulle være startskuddet for den ny forsyningssikkerhedsafgift, den med op til 300 kr. i afgift på en rummeter brænde.
Energipolitik er åbenbart en svær sag, for efter en storm af protester kunne skatteministeriet kort før jul meddele, at lovforslaget skulle ændres og først fremsættes igen i løbet af 2014.
I forvejen lægges der 25 procent moms på brænde, så en ny afgift ville nok betyde mere grænsehandel og meget mere sort brændehandel. Landets 700.000 brændeovne skal nemlig nok blive fodret, uden at ejerne vil være helt til grin.

Et frontalangreb

Fra Bidstrup-Skovene ved Granslev gætter godsejer Geert Lichtenberg på, at der slet ikke kommer en ny afgift:

”Afgiften var intet mindre end et frontalangreb på en livsform. På landet er brænde en vigtig og ofte den eneste opvarmningsform og arbejdet med træet er en fast del af årets rytme. Det tager man ikke ustraffet fra folk, og mon ikke en anden side af energipolitikken, DONG-historien, har lært politikerne at lytte lidt mere til baglandet.”
Træ er den største vedvarende energikilde i Danmark. I 2012 var det næsten halvdelen af den vedvarende energi, eller 46%, der kom fra træ. Vindkraft kom ind med blot 20%.

Bidstrup-Skovene

Bidstrup-Skovene sælger omkring 3.000 rummeter træ til brænde om året, mest til private og til brændehandlere i området.

“Brænde er den del af træet, der ikke egner sig til opskæring på savværk. Pr. rummeter er det vores billigste skovprodukt, men brændesalget er vigtigt fordi vi får ryddet op i skoven og salget giver et fornuftigt bidrag til skovdriften. Man skal ikke bekymre sig over om der er træ nok. Både i Bidstrup-Skovene og i hele landet er tilvæksten væsentligt større end den årlige hugst; der bliver mere og mere træ.”