Folk skal høre efter
Både kommune, stormråd, politi og beredskab blev mødt med masser af spørgsmål i Valhal. Mange spørgsmål blev afklaret - mens andre svar stadig blæser i vinden
Der var fyret godt op hos næsten 400 fremmødtes mundtøj, da de mandag aften fik muligheden for at spørge blandt andet beredskab og politiet, hvad der egentlig skete under og efter stormfloden 6. december i fjor.
Således blev vicepolitiinspektør Henrik Sommer konfronteret med borgere, der havde ringet både 114 og 112 flere gange - og angiveligt fået at vide, at man ikke kunne komme, fordi Kronprins Frederiks Bro, der forbinder Hornsherred med resten af Frederikssund Kommune, var lukket, og at man ikke kunne hjælpe, fordi vandet stod for højt.
Dé erfaringer lovede han at tage med sig til Helsingør, hvorfra slagets gang var blevet styret. Henrik Sommer forklarede også, at udviklingen i Hyllingerris havde overrasket etaten.
Men da spørgetiden var overstået, var det ikke politiets egne erfaringer, der kom i fokus, da han på TV Lorry blev bedt om at redgøre for den største lære, man havde draget af stormfloden:
"En af tingene er blandt andet, at folk skal lytte og forlade stedet, når vi be'r dem om det fordi vandet vil stig, i stedet for at ville redde deres hus og ejendom. Dem, der gjorde det, ville meget gerne reddes dagen efter. Så de skal tage det alvorligt og lytte efter, hvad politi og redningsberedskab siger," lød udmeldingen fra ham.
Samtidig gav han udtryk for, at det også havde været en lektie for politiet, at de i højere grad skulle fortælle folk, at de skam var i området og havde styr på det. Selv om en stor del af kritikken i spørgetiden altså var møntet på, at man til borgere i Hornsherred angiveligt havde meddelt dem, at man faktisk ikke rigtigt kunne komme frem.
En centimeter i minuttet
I minutterne forinden havde Henrik Sommer og beredskabschef Kim Lintrup redegjort for den omfattende indsats, der blev sat i værk før, under og efter stormen Bodil.
Bodil betød blandt andet, at hele 500 personer på et eller andet niveau havde været involveret i beredskabsarbejdet.
Der var således 14 brandopgaver, 6 redningsopgaver, 35 stormflods- og stormfaldsopgaver samt 15 blinde eller falske alarmer, beredskabet håndterede i Frederikssund og Halsnæs Kommuner under og efter Bodil.
Ifølge Kim Lintrup kom de første meldinger om problemer ved Hyllingeriis omkring klokken 21. Men da vurderede man ikke situationen som værre end andre steder..
25 minutter senere så situationen imidlertid helt anderledes ud:
"Vandet stiger voldsomt hurtigt. Med en centimeter i minuttet. Og det betyder, at dét, der var tænkt som en begyndende evakueringsindsats, går hen og bliver til en redningsindsats i stedet," forklarede Kim Lintrup.
Han tog også brodden af en del kritik ved at fortælle, at det var et bevidst valg, at man ikke havde bedt om assistance fra Lejre Brandvæsen.
Mens han viste et billede af én af Lejres både forklarede han, at den slet ikke ville kunne bruges i en redningsindsats som i Hyllingeriis:
"Den er velegnet på fjorden. Men den stikker for dybt, og hvis man skulle sejle rundt med den mellem brændestykker og alt muligt andet i buldermørke og i de smalle områder i Hyllingeriis, ville den gøre mere skade end gavn," lød forklaringen fra beredskabschefen.
For at sikre sig til fremtidige indsatser overvejer beredskabet pt. at indkøbe specialudstyr fra Vilnius.
Tilfreds, men...
En af de ivrigste kritikere af indsatsen i Hyllingeriis, Pia Valintin Sams, var også til stede i Valhal.
Og efter redegørelsen var hun på en række punkter blevet beroliget:
"Der er jo ingen tvivl om, at politi og redningsbedredskabet har gjort et stort arbejde. Men jeg synes stadig ikke, der er kommet et svar på, hvorfor vi blev svigtet i Hornsherred," konstaterede hun.
Undervejs på borgermødet kom det således frem, at borgere i Jægerspris var blevet henvist til at hente sandsække i Frederikssund - hvilket var umuligt på grund af den lukkede bro:
"Så der er ingen tvivl om, at man skal være bedre til at gardere sig andre steder end i Frederikssund, hvis man lukker broen. Det virkede ikke godt nok forberedt. Jeg stod selv med en ældre kvinde om aftenen, som havde behov for en ambulance. Det tog rigtig lang tid. Og da fik vi forklaringen, at den jo skulle komme fra Roskilde. Så noget tyder på, at man ikke har haft mandskab og udstyr nok i Hornsherred. Og det håber jeg, man tager ved lære af," konstaterede Pia Valintin Sams efterfølgende overfor Lokalavisen.