"Vi sætter ikke folk til at tælle sten på Bellevue "
Gentofte Kommune forventer at sende 75 personer ud i nyttejobs som følge af regeringens kontanthjælpsreform. Dørhåndtag skal afsprittes og legetøj skal vaskes, er der bl.a. lagt op til
Det er slut med at hæve kontanthjælp, hvis du ikke har andre problemer end din egen ledighed. Så skal du arbejde for din ydelse.
Det står klart efter regeringens store kontanthjælpsreform, der trådte i kraft ved årsskiftet. En væsentlig del af reformen er de nyttejobs, som alle borgere, der ikke er forhindret i at påbegynde uddannelse eller job, nu bliver sendt ud i.
I Gentofte har alle grene af forvaltningen budt ind med opgaver, de forestiller sig kan løses af folk i nyttejobs, og det drejer sig bl.a. om afspritning af dørhåndtag og tastaturer, afvaskning af legetøj og oprydning på legepladser.
"Vi sætter ikke folk til at tælle sten på Bellevue eller noget i den stil. Der skal være et stillingsmæssigt indhold, der leverer en samfundsmæssig nytte. Vi skal kunne kigge folk i øjnene og sige 'det, vi beder dig om at lave, det er rent faktisk noget, der har nytte for samfundet'. Det er samtidig klart, at ordningen primært har til formål at motivere den enkelte til at søge job eller uddannelse", siger Bo Sund, arbejdsmarkedschef i Gentofte Kommune.
Han forventer, at der i Gentofte bliver behov for at finde 75 nyttejobs. De første borgere i nyttejobs begynder allerede på arbejde i denne uge, og ordningen forventes rullet helt ud om en måneds tid.
Uanset om du kigger folk i øjnene og fortæller dem om nytten af den indsats, du sætter dem til, tror du så ikke, der er nogen, der vil nægte at udføre den slags arbejde?
"Vi er ikke herrer over, hvordan den enkelte vurderer ordningen, men vi kan fortælle om baggrunden for initiativet. Og jeg tror faktisk, hvis vi gør os umage med at understrege nytten af deres indsats, at de fleste vil kunne se pointen", siger Bo Sund.
Hvis en kontanthjælpsmodtager nægter at udføre et nyttejob, så kan kommunen skære i vedkommende ydelse eller holde den helt tilbage.