Højst tre bøder for samme parkering
Nye parkeringsregler vedtaget af Folketinget
Fremover er forbrugerne nu beskyttet, så du højst kan få tre parkeringsbøder for den samme parkering.
En ny lov fra Folketinget skal skabe både klarere og ens regler samt sikre en bedre forbrugerbeskyttelse på parkeringsområdet på offentlig vej.
De nye p-bøder er altså en af de nye regler.
Derudover får du nu en højere bøde, hvis du holder ulovligt på en handicapplads. Den stiger fra 510 kroner til 1.020 kroner. Bøden stiger tilsvarende, hvis du holder ulovligt foran en port.
Nye regler
Den nye lov betyder også, at der kommer ens P-regler i alle landets kommuner, og det er bilejernes organisation FDM som udgangspunkt godt tilfreds med:
”Forskellige parkeringsregler på hver sin side af en kommunegrænse er noget rod. Derfor er vi i FDM tilfredse med, at de nu vil blive gjort ens landet over. Det har vi efterlyst længe. Vi har dog en forventning om, at man i de enkelte kommuner oplyser om de nye regler. Ikke mindst i de 38 kommuner, hvor det hidtil har været tilladt at parkere delvist på fortovet,” siger leder af FDMs juridiske rådgivning Per Alkestrup.
Han understreger, at den enkelte kommune via skiltning og afmærkning kan tillade parkering på fortov. Desuden kan kommunen med en bekendtgørelse lempe reglerne, så det fortsat er lovligt at parkere halvt oppe på fortovet.
”Hvis kommuner vælger at lave en bekendtgørelse, som betyder, at reglerne er anderledes end i færdselsloven, påhviler der dem en større oplysningsopgave. Allerhelst så vi, at det skete igennem bedre og tydeligere skiltning og afmærkning i byrummet til gavn for bilisterne,” siger Per Alkestrup.