Fortsæt til indhold

Fingrene i dejen

I sidste uge fik plejeboligerne ved Lokalcenter Næshøj for en stund ny beboer i form af Jette Skive (DF), rådmand for Sundhed og Omsorg

Samfund
Christina S. Johansen

Musikken flyder fra husbandet, mens sangen klinger på Lokalcenter Næshøj.
Blandt de mange beboere og ældre fra nærområdet, som nyder musikken denne dag, er et nyt ansigt.
Rådmanden for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF), er flyttet ind for 24 timer, og hvorfor så det?
“Jeg vil prøve at have fingrene i dejen, så jeg ved, hvad jeg snakker om. Jeg vil se og mærke, hvordan det er at bo på et plejehjem, så jeg ved, hvad vi byder de ældre medborgere, og hvad vi kan gøre bedre eller anderledes,” siger Jette Skive.

Temmelig kedelig oksesteg

Besøget torsdag til fredag er en del af en turne, som rådmanden er på. Hun besøger altså den kommende tid adskillige plejehjem både anmeldt og uanmeldt.
“Jeg har bedt om både at se noget, som vi er stolte af, og nogle af de steder, hvor der er udfordringer,” siger Jette Skive.
At det lige er plejeboligerne på Lokalcenter Næshøj, der er valgt ud til et 24-timers besøg, skyldes, at maden på stedet pludselig blev et emne under valgkampen. Maden bliver leveret til Næshøj hver dag fra et storkøkken.
“Jeg har spist med i dag. Vi har fået oksesteg med kartofler og gulerødder. Og kødet var da mørt, og sovsen velsmagende, men jeg tror nu nok, at det ville være for kedeligt til, at jeg vil servere det for mine egne gæster,” siger Jette Skive.
Netop maden på Aarhus' plejehjem er én af Jette Skives kæpheste.
“Der skal laves mad PÅ plejehjemmene, så der lugter af flæskesteg og bøf med bløde løg. Det pirrer appetitten, og gør det hjemligt,” fortæller rådmanden for Sundhed og Omsorg.

Batter det overhovedet?

Med besøget på Næshøj håber Jette Skive at se hverdagen på et plejehjem.
Tror du så, at det er den helt almindelige hverdag, du får at se i dag?
“Ja, jeg føler oprigtigt, at jeg oplever den virkelige hverdag,” siger Jette Skive - og sådan lyder det også dagen derpå fra ældrerådmanden, som er meget positiv over Næshøj.
“Det er et dejligt sted, hvor der et leben uden lige, og der er lys i øjnene på beboerne, skal jeg lige love for,” siger Jette Skive.
Batter sådan et besøg noget?
“Det batter i hvert fald noget for mig. Det er for min egen skyld, så jeg ved, hvad jeg er politisk chef for,” fortæller en noget træt Jette Skive, da Lokalavisen Aarhus følger op på historien på telefonen dagen derpå.

Et værdigt hverdagsliv

Fra Karen Thingaard, der er leder af plejebolig-enheden Næshøj, er der ros til rådmanden for at hun kommer ud og oplever virkeligheden.
“Jeg håber, at hun vil tage det med herfra, at vores ældre har et værdigt hverdagsliv, og at der er mange komplekse opgaver, som skal løses her,” siger Karen Thingaard.
Hvis hun kunne sende en ønskeseddel med rådmanden ud ad døren fredag morgen, skulle det være “mere personale i aftener og i weekenden” samt “midler til kompetenceudvikling.”

God gammeldags mad

Også fra Poul Leth, én af Næshøjs beboere, er der positivitet over Jette Skives besøg - han siger:
“Det er go i hende, og nu skal vi altså have åbnet køkkenet igen, så vi kan få mad på gammeldags manér.”