Sæt jer selv på landkortet
Frygt for annoncehajer bremser væksten i iværksættervirksomheder. Misforstået påpasselighed gør vejen til både kunder og potentielle samarbejdspartnere længere, vurderer erhvervschef.
MARKEDSFØRING Sidste år valgte næsten halvdelen af alle nystartede virksomheder at bede om adressebeskyttelse hos CVR-registret.
Typisk træffer iværksætterne valget for at beskytte sig selv mod annoncehajer, men det er misforstået påpasselighed, påpeger erhvervschef i Sorø Kommune, Niels-Henrik Glisbjerg.
– Når man vælger adressebeskyttelse, vælger man ikke bare annoncehajer fra. Man vælger synlighed fra, og det kan være dræbende for en nystartet virksomhed.
Når man står som adressebeskyttet går man glip af henvendelser fra eksempelvis potentielle leverandører, samarbejdspartnere eller kunder, siger Niels-Henrik Glisbjerg.
For nylig afholdte Sorø Erhverv informationsmøde for iværksættere, og her var et af hovedbudskaberne til de nye virksomheder netop, at de skal sørge for at være synlige.
Erhvervschefen har selv oplevet, hvordan nye virksomheder snyder sig selv for nyttig information. – Når vi inviterer til håndværkermøde for at fortælle om kommende anlægsprojekter, så inviterer vi alle de håndværksvirksomheder, vi kan finde adresserne på.
Men er man adressebeskyttet, har vi ingen mulighed for at komme i kontakt med virksomheden. På vores seneste håndværkermøde fortalte vi om projekter for ca. ½ milliard, så den information kan nok være værd at få med, siger han.
Vær synlig – uden at ende som hajføde
Niels-Henrik Glisbjerg har følgende råd til virksomheder som vil beskytte sig mod annoncehajer:
Sørg altid for at få et skriftligt tilbud og læs det godt igennem. Sig aldrig ja over telefonen.
Vær særligt skeptisk over for henvendelser med udenlandsk afsender.
Lad dig ikke lokke til at annoncere i telefonbøger, hverken trykte eller online. Det vil i langt de fleste tilfælde være overflødigt, fordi din virksomheds kontaktoplysninger alligevel ligger på nettet.
Hold til gengæld godt øje med henvendelser fra SKAT, Experian, forsikringsselskaber og erhvervsfremmeorganisationer. Her kan der være nyttig viden og gode tilbud at hente for nystartede virksomheder.
sl