Fortsæt til indhold

Erfaren krigskorrespondent fra Lyngby på plads i Ukraine

Henrik Lerche er en af få danske journalister, der er på plads under urolighederne i Ukraine

Samfund
Af Theis Otzen

En af de danske journalister, der i øjeblikket rapporterer fra Ukraine, er DR Nyheders Henrik Lerche, der bor i Lyngby, når han ikke farer rundt i hele verden som DR-korrespondent.

Henrik Lerche fortalte for et par år siden i et interview med Det Grønne Område om, hvordan det er at være krigskorrespondent, der ofte må springe på det første fly ud i verden til områder, der er præget af kaos og konflikt.

"Jeg har både min kones og vores to sønners fulde opbakning. Og det er meget vigtigt for mig, at jeg har den støtte på hjemmefronten. Prisen kan også blive for høj. Uden familiens støtte kan det slet ikke fungere, når jeg for eksempel som sidste år samlet var ude at rejse i fire måneder. Det kræver en vis overbærenhed fra ens nærmeste, når længe planlagte arrangementer pludselig må ændres i sidste øjeblik. Men sådan er mine arbejdsbetingelser. På den anden side har jeg også aftalt med min kone, at aftalen som faldskærmskorrespondent kører et år ad gangen," sagde Henrik Lerche til DGO.

På Uafhængighedspladsen

I disse dage er han i Ukraine, hvor oprørernes protester har været med til at fjerne Viktor Janukovitj fra præsidentposten.
I weekenden overværede Henrik Lerche oppositionslederen Julia Timosjenkos tale på Uafhængighedspladsen i Kijev.
"Først og fremmest satte hun ord på de følelser, som folk på pladsen har. Hun talte om de mennesker, der havde ofret livet for at opnå de omvæltninger, som er sket indenfor det sidste døgn. Hun talte om den forandring, hun kunne føle, da hun ankom til Kiev.
Hun sagde, at det første hun havde lyst til at gøre, var, at gå hen til barrikaderne, som hun kun havde hørt om og set på TV. Hun havde lyst til at røre ved dem og føle, hvordan det må føles at stå på pladsen og være parat til at ofre sit liv for at gennemføre denne kamp. Og der ramte hun altså nogle følelser hos folk, som ingen andre oppositionspolitikere har gjort før, siger Henrik Lerche til DR Nyheder.

Skab med skudsikker vest

Henrik Lerche har tidligere været DR's faste korrespondent i Moskva, men har nu base i Lyngby og har sin gang i DR Byen, når han da ikke lige bliver kaldt ud i verden. Derfor er han altid forberedt på at drage mod Kastrup Lufthavn.
"Jeg har et skab fyldt med de mest nødvendige rejsesager, så jeg blot skal sørge for at skaffe en flybillet. Skabet er dog ikke kun fyldt med tandbørste og tøj. Jeg har en skudsikker vest, en hjelm, førstehjælpskasse og et par handsker som de vigtigste ting. Jeg kommer ikke ind i et krigsområde uden disse effekter," har Henrik Lerche udtalt til DGO.