Fortsæt til indhold

8,1 million til varme hænder

Voksen- og plejeudvalget har udmøntet de 8 mio. kroner staten har bevilget til ældreområdet i 2014

Samfund
Anette Bonde

De ældre i Norddjurs kan se frem til at få gjort rent hver fjortende dag i stedet for hver tredje uge. Det er én af konsekvenserne af finanslovforliget 2014 mellem regeringen, Venstre og Konservative.
Der blev i finansloven afsat i alt 1 mia. kroner i både 2014 og 2015 til at give ældreplejen et løft, og Norddjurs' andel er på cirka 8 mio. pr. år.
Voksen- og plejeudvalget havde punktet på dagsordenen ved mødet i sidste uge. Ud over rengøring hver anden uge, kan borgerne i Norddjurs se frem til flere terapeuter og aktivitetsmedarbejdere på plejecentrene og kortere ventetid på genoptræning.
Borgere og ældre-organisationer har ønsker om et trænings- og aktivitetscenter ved Glesborg Plejecenter. Velfærdsdirektør i Norddjurs Kenneth Koed Nielsen oplyser, at det etableres medio 2016, når der er bygget nye lokaler til hjemmeplejens folk.

Flere medarbejdere

Kommunen skal nu sende en ansøgning til statens ældrepulje inden 14. februar, og der kan forventes svar på ansøgningen 5. marts.
Pengene udmøntes til kommunerne ét år ad gangen. Herefter skal anvendelsen af pengene evalueres for at vurdere, om midlerne skal overgå til det kommunale bloktilskud.
Lars Møller (S), formand for voksen- og plejeudvalget, tror på, at det vil ske, og at kommunerne ikke efter disse to år kommer til at reducere ældreplejen med samme beløb.
"I udvalget er vi meget opmærksom på at undgå en elevatoreffekt hvor det går op og ned hele tiden. Jeg tror på, at vi fortsætter på dette niveau."

Kan mærkes i foråret

Hos Norddjurs Ældreråd, der selv har sendt høringssvar til voksen- og plejeudvalget, er man glade for udvalgets prioritering af pengene.
"Norddjurs Ældreråd har varmt anbefalet at gå over til rengøring hver fjortende dag i stedet for hver tredje uge", fortæller ældrerådets formand Jens Erik Madsen.
Han oplyser, at ændringen skal ske hurtigst muligt og vil kunne mærkes i løbet af foråret hos de 1000 borgere, som modtager praktisk hjælp fra kommunen eller en privat leverandør. Han glæder sig også over mange af de øvrige forbedringer, som ældrerådet har ønsket, som for eksempel bedre træning og flere aktiviteter på plejecentrene.

Forebyggende effekt

De konkrete tiltag er blevet udvalgt af voksen- og plejeudvalget på baggrund af anbefalinger fra forvaltningen, ligesom Ældrerådet som nævnt også har været involveret og har givet sin mening til kende.
Lars Møller ser frem til, at midlerne fra puljen kan give området et løft.
”Der er ingen tvivl om, at tiltagene vil have en synlig, mærkbar effekt hos borgerne og samtidig en forebyggende effekt, så vi får mest mulig velfærd for pengene. Samtidig vil de 8,1 millioner gavne beskæftigelsen, da der jo skal ansættes en række nye medarbejdere.”
Frigives de ansøgte midler, forventes forslagene at medføre en samlet opnormering på cirka 23 årsværk.