Fortsæt til indhold

Vagtlægen er hurtigt i røret i Syddanmark

91,3 procent af alle henvendelser til lægevagten kommer igennem inden for fem minutter

Samfund
Af Hans Larsen

Mens borgere i Region Hovedstaden kan vente i op til en time på at komme igennem til en vagtlæge på det omdiskuterede akutnummer 1813, er der anderledes gang i den, når borgere i Region Syddanmark trykker nummeret til lægevagten.
Selv om regionen kun knap og nap kan overholde responstiderne, viser en opgørelse, som Lokalavisen.dk har fået udarbejdet, at der langt fra er samme problemer som i hovedstaden.
79,2 procent af patienterne, eller 64.749 personer, er fra nytår og frem til 17. februar kommet igennem til lægevagten efter mindre end to minutters ventetid. Målet er dog, at 80 procent skal have en læge i røret inden for to minutter.
Efter fem minutters ventetid var 91,3 procent af patienterne i samme periode kommet igennem til lægen. Her er målet 90 procent.