Nu kan deprimerede få terapi på nettet
Et banebrydende forsøg med internetpsykiatri gennemføres i Region Syddanmark
Som de første i Danmark kan borgere i Region Syddanmark nu modtage behandling for en let til moderat depression derhjemme via Internettet. Den banebrydende behandling med terapi på nettet gennemføres foreløbigt som et forsøg, der efter planen slutter til efteråret.
Cirka 200.000 danskere lider af depression, men omkring halvdelen modtager ikke den nødvendige behandling. Det skyldes blandt andet frygt for stigmatisering fra omgivelserne eller en afmagt over for at skulle møde op til psykologsamtaler langt væk fra hjemmet. Andre kan holde sig væk, fordi de ikke har råd til at gå til en almindelig psykolog.
Men den slags bekymringer behøver de deprimerede ikke at spekulere på, hvis de helt uden lægeerklæring melder sig til et gratis 10 ugers behandlingsforløb foran computeren derhjemme.
“Vi vil tage en snak med alle, der henvender sig for at se, om de er egnede til at følge behandlingsprogrammet. De skal være let til moderat deprimerede og må helst ikke have andre lidelser, som komplicerer et behandlingsforløb,” siger projektleder Kim Mathiesen, Region Syddanmark.
Kognitiv adfærdsterapi
Selve behandlingen er en form for hjælp til selvhjælp. Den deprimerede deltager følger et specialdesignet og internetbaseret behandlingsprogram.
Der er tale om kognitiv adfærdsterapi, hvor en behandler i en række videoklip fortæller om lidelsen depression, behandlingen af den samt gennemgår en række øvelser, som deltagerne skal foretage derhjemme.
“Personerne har løbende kontakt med en psykolog. Det foregår skriftligt. Og dér kan man spørge, hvis man har brug for hjælp til for eksempel at gennemføre øvelser. Men vi vil ikke give dem den her fornemmelse af overvågning, så vi kigger ikke med, når personerne laver øvelserne,” siger Kim Mathiesen.
Endnu har regionen ingen erfaringer fra forsøget.
Lovende resultater
“De resultater, vi læner os op ad, stammer fra andre klinikker i udlandet. Og der ser resultaterne meget lovende ud. Det må jeg sige. Så vi håber selvfølgelig at opnå noget lignende,” siger Kim Mathiesen og fortsætter:
“Jeg ser det sådan, at det her er for at hjælpe nogen, der ellers ikke ville have fået hjælp. Men det er jo også sådan, at vi i psykiatrien er hårdt udfordret på økonomien,” siger Kim Mathiesen. Hvis forsøget bliver en succes, skal det udbredes til de øvrige regioner.