Fortsæt til indhold

Det handler om værdighed

Samfund
Claus Krogh

Det flyder med kanyler - flere af dem fyldt med blod. Et svineri af en anden verden. Et smadret toilet. En stank uden lige. Vi er i Borggade - 150 meter fra kommunens højt profilerede offentlige fixerum. Her har byens narkomaner indtaget det offentlige toilet, der ligger lige uden for Maskinmesterskolen. 150 meter fra byens offentlige fixerum.
Således skrev Lokalavisen den 18. november sidste år - dagen før kommunalvalget. Senere samme dag fik vi indhentet en kommentar fra borgmester Jacob Bundsgaard, som myndigt, beslutsomt og med stor patos sagde:
“Det er der nu taget handling på. Dem, der står for vores byinventar og herunder betalingstoiletterne, kommer forbi i dag, så toilettet bliver gjort pænt og ordentligt. Jeg har også bedt om, at vores sociale viceværter også kommer forbi Borggade.”
Så blev borgmesteren genvalgt - og ny ansvarlig rådmand blev Thomas Medom (SF).
Den 11. februar i år skrev vi igen om problemet i Borggade som ikke var blevet bedre - Thomas Medom sagde:
“Det er ikke acceptabelt. Jeg har derfor besluttet, at vi fra i dag også får de sociale viceværter til at dække Borggade, så de kan hjælpe narkomanerne og fjerne kanylerne.”
Samme weekend fik jeg tilsendt et billede af toilettet - smadret - og med masser af kanyler flydende på gulvet.
Og hvad er så min pointe med det her? Min pointe er, at Aarhus Kommune har et offentligt fixerum liggende 150 meter fra toilettet i Borggade. Fixerummet har ændret åbningstider fra de meget bruger-uvenlige 10-17 på hverdage - til de meget mere brugervenlige 8-15 på hverdage. Til sammenligning har fixerummet i København åbent 15 timer i døgnet - hele ugen.
Aarhus Kommune vil med fixerummet sikre narkomanerne værdighed. Men altså kun værdighed i tidsrummet fra 8-15 på hverdage.
Der er ikke råd til mere, siger Thomas Medom.
Aarhus Kommune har i 2014 udgifter for cirka 29.000.000.000 kroner.
Når jeg så ser på, hvad kommunen ellers har lyst til at bruge penge på, så kan jeg godt undre mig over, at den værdighed man mener, et fixerum giver byens ganske sikkert ellers hårdt prøvede narkomaner, den har man ikke penge til rent faktisk at give. Og imens må borgerne i Borggade og hvem der ellers bevæger sig rundt i området, leve med det ufattelige svineri, som narkomanerne aften efter aften og weekend efter weekend efterlader.

Med venlig hilsen
Claus Krogh
Ansvarsh. chefredaktør
Lokalaviserne Østjylland A/S
Twitter: @clauswkrogh