Fortsæt til indhold

Hjemmeside skal skabe dialog i Rundhøj

Der er en helt ny hjemmeside på vej til Rundhøj-borgerne. Den skal give fællesskab

Samfund
Camilla Olesen

“Vi skal have en hjemmeside op at stå, så beboerne kan gå derind og debattere, og vi samtidig kan se, hvad der rører sig blandt dem,” fortæller Annie Villadsen, der er formand for afdeling 25 i Rundhøj Alboa.
Idéen udspringer af den megen ballade, der har været i området gennem lang tid.
Det drejer sig både om unge, der blandt andet smadrer butiksvinduer, mens også køb og salg af hash.
De seneste par uger har der dog været mere ro i området, men problemet er ikke løst.
“Den åbenlyse handel er blevet mere usynlig, men der foregår stadig noget her i området. Det er vi slet ikke i tvivl om,” siger Annie Villadsen.
Den udmelding får Lokalavisen Aarhus bekræftet, da vi sammen med Annie Villadsen går gennem boligkvarteret.
En gruppe drenge står og ryger, om det er cigaretter eller en lidt anden form for tobak, vides ikke, men lugten der spreder sig i området vidner om, at det nok ikke bare er almindelig cigaretrøg. Med det samme de får øje på os, skynder de at sprede sig.

Åben dialog for alle

Denne scene kunne også have fundet sted, mens der var nogle af områdets beboere ude at gå, og det er ikke sikkert, at de føler sig tryg i sådan en situation.
Tanken er, at den kommende hjemmeside skal hjælpe beboerne med at dele deres oplevelser, så de bliver tilgængelige for alle, og det kan være både godt og skidt fra området.
“Hjemmesiden skal være vedkommende for den enkelte beboer. Den skal være med til at give fællesskab for hele området, og samtidig kan bestyrelsen reagere på det, der bliver debatteret,” siger Annie Villadsen.
For at sitet kommer op at køre, skal der frivillige hænder til, og det er planen, at den skal være for alle interessenter i området lige fra skolen til gamle fru Jensen.
Som en start har bestyrelserne i Rundhøj sammen med det boligsociale samarbejde og skolebestyrelsen allerede oprettet en Facebook-side, der har eksisteret i to uger.
Foruden debat er det også tanken, at sitet skal bruges til at videregive information om området - også helt ned i de simple ting, som hvordan man skal forholde sig, hvis man oplever noget kriminelt i området.