Jægergårdsgade skal bevares
Lokalavisen Aarhus har tidligere skrevet, at der er planer om at opføre et nyt supermarked på Frederiksbjerg. Teknisk Udvalg har nu besluttet at nedlægge et §14 forbud, for at forhindre at det planlagte supermarked bliver opført på hjørnet af Jægergårdsgade og Montanagade.
”I Enhedslisten er vi helt på linje med flertallet i Teknisk Udvalg, der ønsker, at Jægergårdsgade bliver ved med at være en gade præget af mindre butikker. Det svarer også ganske glimrende til rigtigt mange af beboernes og de handlenes ønsker, som er kommet frem i forbindelse med Frederiksbjerg-processen,” siger Peter Hegner Bonfils (E), som er medlem af Teknisk Udvalg.
Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune vil yderlig varsle et §14 forbud, med henblik på, at der i området højst må opføres butikker på 500 kvadratmeter.
”Vi er tilfredse med denne løsning. Den betyder, at Jægergårdsgade kan bevares som en unik handelsgade med et mangfoldigt udvalg af mindre butikker," siger Peter Hegner Bonfils.