Fortsæt til indhold

Kronprinsesse Mary besøger Birkerød Gymnasium

Når Birkerød Gymnasium på onsdag slår dørene op til den årlige BIGMUN-konference, er der en royal taler blandt deltagerne

Samfund
Arkiv

BIGMUN er en international konference på Birkerød Gymnasium, hvor op mod 350 gymnasieelever fra mange forskellige lande verden over deltager. Det er en simuleret FN-konference, hvor eleverne diskuterer temaer som atomoprustning i Mellemøsten, kvinders rettigheder og brugen af dødsstraf.
Eleverne repræsenterer forskellige lande og disses synspunkter - og altså ikke nødvendigvis de lande, som de egentlig kommer fra.
Og netop fordi konferencen tager udgangspunkt i aktuelle problemer på globalt plan, glæder det gymnasiets rektor, at selveste kronprinsesse Mary har meldt sin ankomst ved åbningsceremonien:
"Hun får med sin tilstedeværelse ved åbningsceremonien løftet konferencen op på et niveau, som vil virke ekstra motiverende på deltagerne, og som også er en anerkendelse af det fornemme stykke arbejde, som BG præsterer ved at afholde BIGMUN," lyder det fra rektor Anders Kloppenborg i en pressemeddelelse.
Også BIGMUN-koordinator Andrew Archer glæder sig over det fornemme besøg.
"Vi er meget beærede over, at kronprinsesse Mary vil åbne BIGMUN-konferencen. Det betyder utrolig meget for os, for det er kulminationen på mange års arbejde med at bygge en prestigefyldt konference op, som også har fået høj status blandt de internationale besøgende," fortæller Andrew Archer.
BIGMUN-konferencen begynder onsdag den 19. februar og varer indtil søndag den 23. februar. /mak