Parkering er det store problem i Skanderborg
Skanderborg har det hele - bare ikke plads til parkeringspladser i midtbyen. Det er en af de store udfordringer for kommunen
Skanderborg Kommune satser stort på byfortætning. Tre store projekter, Søbyen, Lille Nyhavn og Ovenvande, er undervejs og de skal levere minimum en parkeringsplads pr lejlighed. Det lader sig gøre, fordi det er store projekter, og i Lille Nyhavn går ejendommene sammen om en fælles løsning.
Sværere er det for en bygherre, der skal etablere parkering, hvis han ønsker at bygge nyt eller renovere. Der er nemlig ikke meget plads på de små matrikler i midt i byen.
“Vi skal jo overholde parkeringsregulativet i alle byggesager,” siger Ole Aagaard Frandsen.
P-fond og lighedsprincip
I Skanderborg har bygherrerne mulighed for at indbetale penge til en kommunal parkeringsfond, som så skal etablere de nye parkeringspladser, hvis det ikke er muligt på de matrikler, hvor der bygges.
“Der er to problemer med parkeringsfonden. Det ene er, at der nu er så lidt plads, at man ikke kan bruge fonden. Kommunene må ikke lave parkeringspladserne på forhånd, og de har fem år til at etablere dem, når der er blevet bygget, ellers skal pengene betales tilbage. Og her kommer så det andet problem, nemlig lighedsprincippet.”
Ole Aagaard Frandsen forklarer, at når en bygherre etablerer parkeringspladser og har udgiften til dem, samtidig med at en anden kan få pengene tilbage efter fem år, fordi kommunen ikke har mulighed for at etablere pladserne, så er det ikke ens for alle.
Vestergade kan klare det
Når Søbyen står færdig, og lejligheder og huse dernede bliver beboet, så kommer der også mere trafik i området omkring Vestergade. Ole Aagaard Frandsen er dog ikke i tvivl om, at mængden af trafik ikke bliver et problem.
“Vestergade kan sagtens klare trafikken fra Søbyen. Lige nu regner vi med at krydset bliver et hævet område, hvor udkørslen fra Søbyen kommer til at køre hen over fortovet,” siger Ole Aagaard Frandsen.
Han forklarer, at allerede nu er de opmærksomme på de bløde trafikkanters sikkerhed.
“Vi skal selvfølgelig være opmærksomme på om de bløde trafikanter kommer i fare og reagere prompte, hvis det er tilfældet. Vi følger trafikken nøje, når det kommer den slags ændringer. Vestergade er jo en del af skolevejssystemet til Morten Børup Skolen, så det er vigtigt, at det hele passer sammen.”
Værre kan det blive, når Ovenvande står færdig med både beboelse og forretninger.
“Varelevering kan blive problematisk i et beboet kvarter. Det skal indrettes så bakkende lastbiler ikke kommer i nærkontakt med de gående i området. Sådan noget er det fornuftigt, at få med allerede i lokalplanen,” siger Ole Aagaard Frandsen.