Fortsæt til indhold

Så meget kan du spare på børnepasning

Østjyske forældre betaler mest for pasning i Aarhus. Forældre i Syddjurs slipper billigst

Samfund
Af Hans Larsen

Børnefamilier i Østjylland kan spare op til tusind kroner om måneden på lille Lises vuggestueplads, hvis de rykker teltpælene op og bosætter sig i Syddjurs Kommune, som suverænt er den billigste kommune at få passet børn i.
Og går lille Peter samtidig i børnehave kan familierne også spare op til 400 kroner ved at indskrive ham i en institution i Syddjurs.

Aarhus er dyrest

Det viser et pristjek, som Lokalavisen har foretaget i Aarhus, Favrskov, Norddjurs, Syddjurs og Skanderborg kommuner. Ifølge undersøgelsen er Aarhus indehaveren af den højeste forældrebetaling for både vuggestuer og børnehaver, mens Skanderborg er næstdyrest og Favrskov tredjedyrest.
Og netop prisen på en institutionsplads er et af de parametre, som børnefamilierne kigger på, når de skal slå sig ned i et lokalområde. Det bekræfter Aarhus-rådmanden for Børn og Unge, Bünyamin Simsek.
“Prisen er en faktor ud af mange. Heldigvis kan den ikke stå alene. Jeg tror, at forældrene bruger den som en faktor, men jeg tror ikke, det er den alene, som afgør, om de vælger at flytte til Aarhus Kommune eller ej,” siger Bünyamin Simsek.

Her er priserne

En vuggestueplads for de 0 til tre-årige koster 3.434 kroner om måneden i Aarhus Kommune, 3.110 kroner i Skanderborg, 2.984 kroner i Favrskov og 2.370 kroner i Syddjurs Kommune.
I Norddjurs Kommune er det lidt anderledes. Her koster en vuggestueplads 3.102 kroner for de 0 til 2-årige, og 2.256 kroner for de to til tre-årige.
En børnehaveplads for børn over tre år, uden frokostordning, koster 1.796 kroner om måneden i Aarhus Kommune, 1.760 kroner i Skanderborg, 1.665 kroner i Favrskov, 1.410 i Norddjurs og 1.400 kroner i Syddjurs Kommune.

Et varieret udbud

Kommunerne må højest opkræve forældrebetaling på 30 procent af bruttoudgifterne. Og baggrunden for de forskellige takster skal netop ses i kommunernes udgifter til dagtilbudene. Ifølge Bünyamin Simsek er Aarhus dyrest, fordi kommunen har et mere varieret tilbud end nabokommunerne.
Blandt andet yder Aarhus mere støtte til handicappede og socialt udsatte børn med andet sprog end dansk, og kommunen sætter tidligere ind med at udvikle børnenes sprogkundskaber i dansk.
“For mig er prisen selvfølgelig en væsentlig faktor, men den skal stå mål med kvaliteten og det efterspørgselsbehov, forældrene har. Samlet set synes jeg, at der er en nogenlunde balance, men det betyder ikke, at vi bare skal læne os tilbage og sige, at vi ikke kan gøre det billigere. Det har jeg netop fokus på,” siger Bünyamin Simsek og tilføjer, at 89 procent af forældrene er tilfredse med kvaliteten.
Formanden for familie- og institutionsudvalget i Syddjurs, Per Zeidler (LA), siger, at det ikke er kommunens ambition at være billigst. Han forklarer, at det er lykkedes kommunen at drive institutionerne billigere.
“Vi har en lille administration; vi har ikke områdeledere og pædagogiske ledere, som større kommuner har. Vi har også truffet en principbeslutning om at sammenlægge institutioner, hvor det giver mening. Og kvaliteten er stadig høj,” siger Per Zeidler.