Pendlere udfordrede transportministeren
Transportminister Magnus Heunicke genovervejer planerne om enmandsbetjente tog på Kystbanen og lover at sætte pendlerne i centrum ved de kommende kontraktforhandlinger med DSB
På et borgermøde tirsdag aften på rådhuset i Kokkedal blev transportminister Magnus Heunicke fra flere sider advaret mod at indføre enmandsbetjente tog på Kystbanen, fordi det besværliggør de handicappedes muligheder for at tage toget og øger risikoen for uheld, uro og forsinkelser. Det fik ministeren til love, at han vil genoverveje den beslutning, som Transportministeret før hans ministertid traf for at spare penge på strækningen som følge af manglende billetindtægter.
”Jeg har selvfølgelig sat mig ind i ministeriets argumenter for at indføre enmandsbetjente tog på Kystbanen, men argumenterne i aften gør indtryk på mig. Jeg er ikke sikker på, at det er det rigtige sted at spare, og jeg vil gå tilbage og undersøge det nærmere. Men jeg vil ikke komme med et løfte, før jeg har set nøje på sagen,” sagde transportminister Magnus Heunicke (S).
Det var borgmestrene fra kystbanekommunerne Fredensborg, Hørsholm, Rudersdal og Helsingør, der havde inviteret til borgermødet, hvor de sammen med pendlerne lagde pres på ministeren for at få løst udfordringerne med forsinkelser, aflysninger og overfyldte tog. Men sig til mødet havde transportministeren også et løfte om, at sætte pendlerne i centrum ved de kommende kontraktforhandlinger med DSB.
”Der har ikke været rettidig omhu. Nu handler det om at om, at gøre alt hvad vi kan for at få tog til tiden, derfor vil vi skærpe kravene til DSB,” sagde transportminister Magnus Heunicke, der blandt andet foreslår at DSB bør få billetindtægterne i stedet for at ministeriet, så de har et større incitament til at få flere passagerer i togene. Han mener også at aflysningerne af tog må stoppe i stedet tælle som forsinkelser, ligesom forsinkelser i myldretiden bør tælle mere i statistikken.
Ministeren havde dog ingen uddybende kommentarer til, hvorfor driften af Kystbanen ikke kommer i udbud, men tror på at mange af forsinkelserne kan undgås ved at stille skrappere krav til DSB. Derudover vil ministeren have renoveret togsættene, så komforten og rengøringen bliver bedre og flere har lyst til at bruge togene, og han vil med det samme se på, om forligspartierne kan finde penge fra togfonden til hurtigt at sikre internet i samtlige danske tog.
Læs mere i Uge-Nyt på tirsdag.