Fortsæt til indhold

Ny lov sikrer Bodil-ofre bedre

Efter to måneder er der endeligt godt nyt til dem, der stod til at miste en formue efter stormfloden. Erhvervs- og Vækstminister Henrik Sass Larsen lover bedre regler om erstatning ved stormflod. Bodil-ofre bliver også omfattet af den nye lov

Samfund
Kristina Schønnemann

Regeringen er nu klar med ekstra penge til de mange husejere, der fik deres hjem ødelagt af stormfloden i december.
Erhvervs- og Vækstminister Henrik Sass Larsen (S) bebudede tirsdag eftermiddag et nyt lovforslag indføres med tilbagevirkende kraft.
Ændringerne i ordningen vil betyde højere erstatninger for skader på fast ejendom og bedre dækning for udgifter til udbedring af skimmelsvamp, som følge af stormflod.
Samtidig lægges der op til, at stormflodsordningen også dækker omkostninger til nødvendig genhusning, flytning og opmagasinering med op til 12.000 kroner om måneden.
Forslagene skal gælde med tilbagevirkende kraft og derved også gælde for de berørte af stormen Bodil.
"Vi skal sikre, at de ramte familier får en ordentlig og redelig behandling, så de kan komme på fode igen. Det er derfor, at jeg lægger op til en ændring af stormflodsordningen.
Jeg har selv set, hvor store konsekvenser stormfloden Bodil har haft for mange familier. Derfor er det vigtigt for mig, at vi gør, hvad vi kan for at de kan få en normal dagligdag igen," lyder det fra Henrik Sass Larsen.
Der er lagt op til regelændringer på flere områder:
Der vil blandt andet komme ændringer i de afskrivningsregler, som mange borgere har tordnet mod efter besøg af taksator.
Idéen er, at den offentlige stormflodsordning skal nærme sig de regler, som der er gældende på almindelige forsikringer.

Svamp også dækket

Derudover vil eventuel skimmelsvamp, der kommer som følge af en stormflod, nu også være dækket af ordningen. Og det glæder underdirektør i Forsikring og Pension samt medlem af Stormrådet, Torben Garne.
"Vi er rigtig glade for, at stormflodsordningen nu kommer til at lægge sig op af en form for median af de forsikringsvilkår, som branchen har. Jo mere vi kan genkende, jo bedre," siger Torben Garne.
Samtidig betyder det nye lovforslag, som har bred politisk opbakning, ekstra arbejde for forsikringsselskaberne, der skal gå de anmeldte skader fra december igennem på ny.
"Selvfølgelig bliver det rigtig bøvlet, men vi forventer, at husejerne har forståelse for det og tager godt imod ændringen," lyder det fra Torben Garne.
Det endelig lovtekst er endnu ikke lagt frem, og således er det endnu uvist om selvrisikoen på otte procent ændres til et fast beløb, og om befolkningens indbetaling til stormflodsordningen hæves.